Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
139
Forbauset skuede Naturen paa
Sin Stolthed, sine Børn; ak, hvor forandret,
Fra dengang de ved hendes Hjerte laa
Og nøgne under Edens Palmer vandred!
Alvorlig rynkede hun Skyens Bryn,
Til Uveir trak det op paa Himmelpanden,
Fra Øiet foer i Harme Lyn paa Lyn —-
Men hendes Børn af Skræk løb mod hinanden
Og Livets store Moder brast i Graad;
»Ak,« raabte man, ,,ak see, der har vi Regiienl
Min nye Hat! min Kjole bliver vaad!« —
— Men hendes Taarer stronimed over Egnen
Her vendte sig en Si·lkeparaplr),
Hist tabte Een sin Vifke1æ’rsgalosclye;
Men Alle søgte de til Stadens Ly —-
Ieg selv var med, jeg rulled i en Drosche.
Og Alt laa atter i den gamle Ro,
Uveiret svandt, og Jord og Hav blev stille;
Men mildt Naturen gjennem Taarer lo
Og trøsted sig ved Nattergalens Trille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
