Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i sin Visdom bestemt, at Prinsen intet skulde
undvære min Arm; thi som vi havde sejlet i et halvt Døgn,
kom der løbende seks—otte store Skibe paa Siden
af vort, og raabte at vi skulde lægge bi. Skipperen
stod ved Roret og græd for sin Last og sit Skib.
»Det er Watergeuserne,« sagde han, »de tager hvad
de finder, enten det saa er fra Venner eller fra Fjender.
Saa kom der en Hoben vilde Karle, gudsforgaaende
Knægte, siger jeg Jer, om Bord. »Vi ere Evangelii
Stridsfolk til Søs,« sagde de, »og Søen er vor Ager,
hvor vi høster, selv om vi ikke fik Anledning til at
saa.« Skipperen græd og jamrede, det Kræ, men
Geuserne brød Lugerne op og langede Melsække og
Skinker og Ost og anden Fetalje op, som skulde
være solgt i Sundet. Og alt imens saa hviskede de
og tiskede de om mig og snoede sig og drejede sig
for ret at se mig. Jeg havde min opkrammede Hat
med en sort og en gul Fjer — Oraniens Farve —
paa Hovedet, mit Brystharnisk paa, to Pistoler i Skærfet,
min Oksetunge lidt uddragen; mit brede Slagsværd
støttede jeg mig til med højre Haand, den venstre
holdt jeg i Siden — saadan ongefær! Og næst ved
mig stod min Dreng med min Hjælm og mit Spyd.
— Nu, saa kommer der En lien, han var
Befalingsmand, og bukker dybt og spørger, om det er den
drabelige og mandhaftige danske Ridder, Laurits Galt,
han ser for sig. Jeg nikker — saadan — men svarer
intet. Om han turde ulejlige mig med at træde over
Watergeuserne: Søgeuserne. — Oksetunge: kort meget bred
Dolk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
