Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174 ENGELBREKT ENGELBREKTSSON.
derved paa den anden Side hendes Angst og Uro øgedes for
hvert Øieblik, som gik ubenyttet hen.
Og det var virkelig saa. Engelbrekt var saa optagen af
hendes Fader, at det dobbelt vilde have vakt alles Forundring,
om hun havde afbrudt de to Mænd med Beretningen om en
Fare, som de, naar alt kom til alt, kanske vilde have betragtet
som ubevislig, da de ikke kjendte Hjemmelsmanden saa godt
som hun. Saa gik Søndagen, og Mandagen kom. Hun
havde nu fattet den Beslutning at ikke vende sig til Engel-
brekt, men til sin Fader, og en Stund glædede hun sig ret
hjertelig over, at hun nu havde fundet den rette Udvei for
Ungersvendens Redning. Da stak atter hendes Kjærlighed
Hovedet op, denne Kjærlighed, der maatte skjules som en
Helligdom for den hele Verden. Nei, nei, ikke kunde hun
omtale den for sin rige, anseede Fader. Han var ædel og
god, men aldrig, aldrig vilde en saa ubetydelig Yngling som
Herman Berman i hans Øine blive værdig hans Datter. Nei,
nei! Ikke heller var det muligt i Dagens Løb at faa være sam-
men med Faderen en saa lang Stund, som behøvedes for at
kunne sætte ham tilstrækkelig ind i Stillingen uden at røbe sig.
Og alligevel maatte Ynglingen reddes!
Allerede var Skumringen inde. Hun kunde fra Fogde-
gaarden se, hvorledes Lysene og Faklerne tændtes i Byg-
ningen der ved Siden af Kapellet oppe paa Høien paa den
modsatte Side af Strømmen, og der laa Gildehuset, var hun
bleven fortalt. Hendes Uro steg til det høieste, og ingen,
ingen, som hun kunde anbetro sig til, ingen, som kunde redde
den modige, den dristige Yngling, han, der saa uegennyttig
stod færdig at ofre sit Liv for hver lidende Mand og Kvinde, han
som havde frelst hende selv af en Fare, kanhænde forfærdeligere
end selve Døden. Thi hun anede nu, at Bortførelsen fra
Jeturvalsgrotten stod, i Forbindelse med Fogden Johan Wales
Tale om sin Hjertenskjær, hos hvem Herman holdt paa at
fortrænge ham.
Hun kastede sig paa Knæ foran den hellige Jomfru,
Fløielsbetrækket blev gjennemvaadt af hendes Taarer — men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
