Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
99 WERGELANDSTIDEN
idéer forvandler Mara til en ny slekt, nihiliterne, «som er frygtelig, netop
fordi der gaar 100000 paa en Skjeppe». Deres hær kan alvene ikke mot-
stå. Slik egger Mara de nye tropper til kamp:
Haanden da paa Værket, Drot! skal for Norriges Nation
Handling, ei Beslutning blot! i en stolt Proklamation
Nihiliter, en avant! vore Nihilitarmeer
Og, da altid Hære, som (Doktor Motzii Ideer)
kun for en Erobring kom, paa sin Fransk fripostig melde
gav sig Navn af herlig Klang, sig «Den Constitutionelle».
Slik blir «Den Constitutionelle» grunnlagt på dr. Motzius” unyttige
og tomme idéer!
Men i efterspillet ser vi Sifaheddin «paa en Graasteen med en Rose
i Haanden. Viid Udsigt.» Og vi får her et uttrykk for at Wergeland nu
følte sig ferdig med striden, overlegen sikker:
— Jeg blev fredelig med Tiden,
sloges først med Trold og Thusser
legende som Karl med Russer,
fandt saa trættende i Længden
Kamp mod Nihilitermængden,
lod det Utøi frit da krybe
i det Høje og det Dybe,
bare jeg fik Ro og Lov
til at færdes i min Skov.
Og til slutt forsvinner Sifaheddin «paa hvad Maade man behager; f.
Eks. i Rosen. Den lukker sig.»
Hadde Wergeland tenkt å trekke sig tilbake fra striden og lukke sig
inne i sin diktnings rose, så var det ham som drømte. Den uteskelse farsen
«Den Constitutionelle» inneholdt, opirret bladet og minst av alt tenkte
det på å la Wergeland få fred. Det var nu pensjonssiriden skjøt fart. Og
Wergeland måtte ut i striden igjen og i 1840 kom «Verden tilhører os
Jurister», foranlediget av den før nevnte tåpelige artikkel om juristenes
betydning, som også Ludvig Daa hadde spottet. Dertil kom at Wergelands
fiende prokurator Praém i 1839 blev utnevnt til foged i Østerdalen. I
farsen optrådte igjen Zobolam fra «De sidste Kloge». Farsen virker som
en ophisset snerren efter juristene, og det er uhyggestemning over spøkelses-
scenene; ellers er den dårlig. Ganske løst og tilfeldig virker det neste
stykke «Lyv ikke! eller Dompapen, Fugle- og Blomsterstykke» (1840),
fremkalt av et personlig sammenstøt mellem Wergeland og bokhandler
Dahl. Stykket er dårlig — som dets inspirasjonskilde er grumset —, men
det er tross alt noe fantasirikt i selve innfallet, — løgnene som blir skap-
ninger og vil tilintetgjøre sin ophavsmann Pape, men selv går til grunne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
