Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HENRIK ARNOLD WERGELAND 65
Denne prolog er overveldende i sin styrke, men skjønn er den ikke,
heftig og lidenskapelig, men kunstnerisk svak. Langt sterkere og sikrere
reisning har det annet store Stella-dikt, «En sangfuld Sommermorgen paa
Skreya» — et dikt som eier de skjønneste strofer. Det er en sammenvevd
stemning av drøm og virkelighet, av tap og tro og håp. Dikteren — den
romantisk-ulykkelige elsker — kan ikke glemme sin Stella selv i den natur
han elsker eller for den trøst vennen gir. Hans eneste glede er å drømme
om Stella. Han vil dra til Hellas og dø i kampen for friheten. Og efter
døden vil han gjenforenes med den elskede:
Engang, bag rullende Aar, din
Sjel jeg ventende møder,
Stella! Stella!
Den vil jeg kjende blandt tusind,
tusind blegnede Aander,
Stella! Stella!
Da vore Sjele, og da vor
Skjønhed smelter tilsammen,
Stella! Stella!
Og her er den direkte overgang til det store dikt «Skabelsen, M. og M.»:
Gud vil vor Sky til et ædelt
Ætherlegeme danne,
Stella! Stella!
Os Han Ohebiel kalder
(ZÆdel Kjærligheds Engel)
Stella! Stella!
Men han fortaper sig ikke i bare personlig kjærlighetskval og i en
rent subjektiv verdensanskuelse, ordnet for å gjenforene ham og hans
elskede. Hans kjærlighetsfølelse kan også vide sig ut til en vidtfavnende
verdensfølelse som samler altet inn til hans varme hjerte. Han lærer av
en liten kanin å nå utover sin egen subjektive følelse og til et verdens-
omfattende syn, — for en gang som modnet ånd å vende tilbake fra det
verdensomfattende til det sjelelige som forener det subjektive og det al-
mene. Nu ser han i kaninens øie sammenhengen i tilværelsen:
— Ak, i Blaamins klare Øje, hvor sig Mid ved Sol tør varme)
gjennem Lindsens Regnbuslør, vrimlende af Liv fra smaae
gjennem dens Pupill, som Rør, Myggegnister, Mammuthblus
seer jeg vide Himle høje, til Solebaal... Min lille Puus,
(Guds de vidtudslagne Barme, sligt Panorama i dit Øie laae.
5 — III.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
