Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Blandede Digte - Holbergs Grav - Ved Hoffmanns Død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Her gaaer du ei igjen, saalidt som dybt i Lunden
Ved Aaens grønne Bred, naar Maanen er oprunden;
Ei svæver du i Storm, omsuust af Skyers Hær,
Og ei paa Marken gaaer i Lynets blanke Skjær.
Langt snarere man vil dig i en Landsby træffe,
Hvor Porten staaer paa Klem, og alle Hunde bjæffe,
At skue roligt til, foruden Vee og Ak,
Maaskee hos Pigen selv, i Engen, paa en Stak.
Du skræmmer Ingen bort, du smiler, rækker Haanden,
Med Guldsnor om sin Hat, fuldpaaklædt vandrer Aanden.
Og vil man følge dig til Gravens stille Læ,
Da gaaer du langsomt hen, hen til et Hyldetræ.
Opklappet, pyntet nys, den smalle Høi sig strækker,
Og Arv har hegnet den med tætte Buxbomhækker.
Did gaaer Pernille tidt, bevæget, sælsom rørt,
Om Morgenen, med Sand og Blomster i sit Skjørt.
Men fjernt, fra Hyttens Qvist, naar Dæmringen indbryder,
En sagte, dæmpet Klang af Violinen lyder;
J aabent Vindue da Henrik spiller der
Det kjære Jnstrument, som var hans Holberg kjær.
Ved Hoffmanns Død.
See, Naturen føler Smerte;
Ak, af Venner har den Faa,
Som den kan betroe sit Hjerte,
Og som kan den heelt sorstaae.
Blegnet er en skjøn Phantast,
Feberdrømmen alt forbi,
Med et Smiil hans Øie brast,
Røsten med en Melodie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
