Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
55
ud over den elendige Forsamling uden baade at
blive greben af Beundring og af Rædsel — af
Beundring over den ubrødelige Troskab, hvormed disse
Mænd holdt fast ved givet Ord, af Rædsel ved at
tænke paa, hvad der laa bagved: De tomme Hjem,
hvor Mødrene vred Hænderne, hvor Isblomsterne
voksede paa Ruderne og hvor Børnene havde
standset deres Leg. Saa spurgte han sig selv: Hvor megen
Skyld har jeg i al denne Elendighed, og to
modstridende Opfattelser brødes i hans Tanke. En
Aktor og en Defensor havde Ordet, og han følte,
at det Mod, Defensoren i stille Timer indgød ham,
det bortvejredes og gav Plads for Skræk, naar han
igen skuede ud over den rædselsvækkende
Forsamling og hørte Aktors strenge Røst. Da ønskede
han, at de dernede vilde rejse sig imod ham og
dræbe ham. Men ingen rørte sig. Kun Luen, hvis
røde Hanekam var falden fladt ned bag øret,
tilkastede ham i Forbigaaende et mismodigt Blik.
Saaledes naaede man Slutningen af Februar.
Saa skete der noget, som gjorde Kaj halvt
vanvittig af Rædsel. Arbejderne, der havde faaet
Hallucinationer ved Synet af den voksende
hjerteskærende Elendighed i Hjemmene, stod frem paa
Talerstolen og skildrede deres sande Nød. De
anklagede ingen, men de stod blot dér ganske roligt
og sagde saadan og saadan har vi det: Vi har sat
alting ud og hviler paa det kolde Straa. Min mindste
Dreng er død, fordi vi mangler Mælk, og min
Hustru, der har faaet Vildelse, varmer nu Liget ved
sit Bryst og ser paa mig, som om hun anklagede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
