Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dregeaar - XI. Nul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264 Barndom og Drengeaar.
d ’ h i s t o i r e m a a t t e vi først v e n t e p a a o g h ø r e p a a
og følge tildørs, inden vi var fri. Klokken gik alle-
rede stærkt til tre, men Historielæreren var hverken
at høre eller se, ikke engang paa Gaden, som jeg
saae ned ad med det mest levende Ønske om, at
han blot aldrig maatte vise sig.
— Det lader næsten til, at Lébedew ikke kom-
mer idag, sagde Volodja, idet han et Øjeblik saae
op fra Bogen.
— Gud give det var saa vel! ... jeg véd ellers
slet ikke, hvad jeg skal svare; jeg kan ikke det
mindste . . . jeg tror alligevel . . . der er han!
tilføjede jeg yderst nedslaaet.
Volodja stod op og gik hen til Vinduet.
— Nej, det er ikke ham,. det var en Herre,
som kom, sagde han. — Lad os vente til halv tre,,
tilføjede han, idet han rækkede sig og kløede sig
oven i Hovedet, som han havde for Skik, naar
han hvilede sig. — Hvis han heller ikke kommer
til h a l v t r e , s a a k a n vi sige til S t . J é r o m e , a t
man kan tage Bøgerne bort.
— Jeg lindrer mig over, at han overhovedet
gider komme her, sagde jeg, idet jeg ligeledes
rækkede mig og klaprede med Læsebogen, som jeg
holdt i begge Hænder over Hovedet.
I Mangel af anden Beskjæftigelse aabnede jeg
Bogen paa det Sted, som jeg havde for og begyndte
at læse over paa det. Lektien var baade stor og
vanskelig, jeg kunde ikke det mindste, og det var
klart, at jeg umuligt vilde faa Tid til at lære noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
