Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Barndom - XVIII. Fyrst Ivan Ivânitsch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120 Barndom og Drengeaar.
Lænestolen med et Udtryk af den dybeste Foragt.
— Ja, min Ven, vedblev hun efter en kort Tavshed,
idet hun tog et af de Lommetørklæder, som laa ved
Siden af hende, for at aftørre en frembrydende Taare:
— jeg tænker tidt, at han hverken er i Stand til
at skatte hende eller forstaa hende, og hvor meget
hun saa holder af ham og bestræber sig for at
skjule sin Kummer, saa véd jeg ganske bestemt:
hun kan umulig være lykkelig med ham, og De
skal se, det gaar, som jeg siger, at han , . .
Bedstemoder holdt Tørklædet for Øjnene.
— E h ! m a b o n n e a m i e , s a g d e F y r s t e n i e n
bebrejdende Tone: —jeg ser, at De aldeles ikke er
bleven klogere; altid græmmer De Dem og sørger
over en indbildt Kummer. Skammer De Dem ikke?
Jeg har i mange Aar kjendt ham som en opmærk-
som, god og fortræffelig Ægtemand, og, hvad der
er Hovedsagen, som et af de ædleste Mennesker, un
p a r f a i t h o n n é t e h o m m e .
Efter at jeg imod min Villie var bleven Vidne til
en Samtale, som jeg ikke burde have hørt, listede jeg
mig i stor Sindsbevægelse ganske sagte ud af Stuen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
