Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Debut.
91
Humør, og da Pedersen, der stod bly og uskyldig i hvid
Kjole, aabnede Munden og sagde et Par Basreplikker, brød
den første Lattersalve løs.
Meydling gik, Frøken Pedersen havde en liden
Monolog, saa kom Lorenz Falk ind. Han spillede Laps. Den
Rolle laa udmærket for ham, og han fik livlig Applaus
baade som Forfatter og Skuespiller. Han havde en
Kjær-lighedsscene med Ingenuen, og hun hvilede ømt mod hans
Bryst med Ryggen til Publikum. Pludselig blev hun saa
mærkværdig flad bagtil. Der blev en stærk Fnisen. Hun
gjorde et Par Skridt. En stormende Latter rungede
gjennem Salen. Der laa Madame Veides Hovedpude midt paa
Scenen. Pedersen saa et Øieblik forfærdet paa sin tabte
«Queu» — Tournuren var dengang ikke opfunden, -— bøiede
sig hurtig ned, tog den under Armen og styrtede ud.
Publikum lo ikke mere, det brølede af Henrykkelse, og
da Lorenz saa kom med Replikken «Hun ligner ranke Gran
paa Fjeldets Top», vilde Jubelen ikke tage nogen Ende.
Publikum var kommen i Aande strax i Begyndelsen,
Latter og Applaus fulgte Stykket helt igjennem, og dets
Lykke var gjort.
Pedersen fik Broderparten af Bifaldet. Da han havde
sin første nye Entré med vel fastbunden Queu, flk han en
Modtagelse som en Kristina Nilsson.
Den eneste, der græmmede sig over Ulykken, var
Madame Veide. Hun sad grædende i Garderoben og
sagde, at Skammen var hendes, og lovede høit og hellig,
at saalænge hun levede, skulde Pedersen aldrig mere faa
Lov at binde sit Bagparti selv.
Forestillingen var forbi, og Lorenz var gjentagende
Gange bleven fremkaldt.
Dilling. VII. I I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
