Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148
Poincaré har en træffende bemerkning om
denne filosofi som fører krig mot forstanden, det
intellektuelle, og negter at videnskapen skaffer os
noget indblik i naturen. Denne filosofi, siger han,
uttømmer sin magt i en benegtelse og i et skrik
av begeistring. Denne benegtelse og dette skrik
kan hver forfatter gjenta, og han kan ændre deres
form; men føie noget nyt til kan han ikke. Og
desuten, vilde det ikke være mere konsekvent
ganske at tie? Disse folk skriver lange artikler og
bruker følgelig ord, og har de ikke netop derved
været «diskursive», og følgelig meget længere borte
fra livet og sandheten end dyret, som ganske enkelt
lever uten at filosofere? Vilde det ikke være dette
dyr som er den virkelige filosof?
Poincaré har ret.
Den videnskabelige psykologi er .endnu høist
ufuldkommen; det er sikkert. Men Bergsons er
endnu ufuldkomnere, fordi den er fattigere paa
hjælpemidler. Psykologien tyr til den indre erfaring,
intuitionen, som den høieste instans; men den kan
for denne domstol føre frem sjælelige
kjendsgjerninger som ikke eksisterer for den Bergsonske
intuition. Den dagligdagse erfaring magter ikke at
føre dem frem for lyset. Alt skifter i sjælen, men
alt har ogsaa en relativ fasthet, som gjør at det
kan gripes og gjenkjendes. Bergsons skille mellem
sjælens haarde skorpe og den strøm som rinder
under den, er helt vilkaarlig; dette skille har han
sat av egen magtfuldkommenhet.
Og tilslut. Bergson har i sine skrifter lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
