Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det var en dag i den förste vår,
da stormens rost over landet går:
du må ikke længer is-lagt sove! —
Da så lian syn, som gav lyst at vove. —
Der lå et lang-skib i stål-grå vig,
det livilte ud efter stormens krig.
Dets sejl var bundet, det selv fortøjet,
men syntes derved ej vel fornøjet;
ti sejlet rykked, og masten rysted,
og skibet huggede skum med brystet.
Ombord man tog sig en liden pust;
man sov, hvad heller holdt måltid just.
Da hørte ned de fra klippen rope,
— det syntes ord af en top-målt tåbe —:
«tør ingen ride så høj en båre,
så giv mig roret; — mig længes såre!«
Nogle så op imod fjældets hang,
andre vendte sig ej engang;
ingen sig lod sin mad-ro rane.
Da faldt en sten og blev to mands bane.
Op sprang alle fra dæk og tilje,
kastede mad-kar og greb til våben;
opad pilene sang, — men åben
stod han på klippen og gav sin vilje:
»Høvding! Giver du skibet med lænipe,
hvad heller lyster dig først at kæmpe?«
127
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
