Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 107 —
hans skibbrud var kastet iland, men var bleven saa dybt
begravet i sandet, at han havde maattet lade den ligge.
Den var nu raadden og tildels hensmuldret. «Saadan
baad ogsaa kommen til mit folk!» raabte Fredag, efterat
han havde betænkt sig en stund. Robinson studsede
og spurgte videre og erfarede, at en lignende baad var
strandet paa den kyst, Fredags stamme beboede, men at
mandskabet, 17 hvide mennesker, var reddet. «Har I
dræbt og spist dem?» spurgte Robinson. Fredag saa
forbauset paa ham og sagde: «Vi spiser aldrig mennesker,
som ikke er fanget i slaget, herre. Vi er som brodre,
hjælper overalt, vi bringer spise.» De hvide var
sandsynligvis fra det skib, som sidst strandede paa øen.
Robinson fattede nye planer.
Otteogtyvende kapitel.
Forberedelser til reisen til Fredags fædreland.
Nogen tid efter denne samtale befandt begge sig
paa en haug paa østkysten. Luften var overmaade klar
og gjennemsigtig. Fredag havde længe seet udover havet;
da begyndte han pludselig at springe og danse og raabte
med høi stemme: «O, der er mit land, der er mit folk!»
Hans oine funklede af henrykkelse. Robinson saa nu
ogsaa paa den fjerne landstribe og spurgte: «Vil du
tilbage til dit folk?» — «Ja, ja! O, meget glad ved at
se mit folk!» — «Vil du atter blive en vild og spise
menneskekjød?» — «Nei, herre! Fredag vil sige: Lev
godt, bed til Gud, drik melk, spis brød, kjød af dyr,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
