Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bestandig bare tie méd sin foragt, ja, så fik han
bank, virkelige, forfærdelige bank — af sin
mor? det havde ænda kunnet være for det,
det var; nej, af de samme elendige småjenter!
Nogle holdt ham og kvælvede ham, og nogle
bankede ham, og det aldeles ikke for spøk;
det sved forbannet. Og moderen stod
undertiden og så på og lo; hun lo, så tårerne rant;
hun måtte ta brillerne af og tørre dem.
De vilde ikke vite af nogen liten
hærske-syk tyran iblant sig, jenterne; ingen hovmodig
ung hærre. Når de var færdig, sa de ham, at
en artig kavalér, en god kammerat var
bestandig velkommen; og jejpede han til det, så om
igen, i jorden med ham påny og bank, mere
bank, bestandig mere bank. Så nejede de, en
efter en, når de var færdige; de var så altfor
mange; de bare morede sig.
Men ænnu er det værste ikke sagt. Den
ene af disse »jent-unger« var han samtidig
dødelig forelsket i; det visste hun selv, det
utaknemlige asen, og det visste hans mor
også. Han var sikker på, at det var især
derfor, hans mor lo så forfærdelig. Det var den
sværeste af dem, Augusta Hansen, Lauras
datter, — Augusta, som han havde spist kirsebær
sammen med, således nemlig, at de tok dem
afhværandres mun, først hun af hans, når han
holdt stængelen i munnen og bærret tæt in-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
