Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Salon sad hun og Holmfrid og græd for
nedrullede Gardiner og grundede over, hvad ondt
de egentlig havde gjort Apotekerens Datter.
S a ad an saa’ der ud paa den forsvundne 0,
da Maja endelig opdagede den og steg i Land
fra sin lille Baad. Hun kunde slet ikke kende
sine egne Papirsdukker igen, som hun selv
havde tegnet og malet og lagt i Konvolut og
taget op af Konvoluten og hersket saa
enevældigt over. Man kan næsten faa Medlidenhed med
hende, naar man tænker paa, hvordan hun som
en ung Jættekvinde i Bluseforklæde og
Bomuldskjole med sine lange lyse Fletninger og sine
lange sorte Strømper løb raadløs om mellem
de ophidsede, tossede Mennesker og bad og
besvor dem om at være rolige og endelig huske
paa, hvor rare og elskværdige de havde været
derhjemme, naar hun legede med dem og
stillede dem op paa Spisestuebordet og tænkte
alle deres Tanker og sagde dem alt, hvad de
skulde sige. Forgæves — forgæves! Hun kunde
ikke komme Spor af Vegne med de gale
Dukker, som ikke engang kendte hende igen, men
kun betragtede hende som et farligt og
ubehageligt Naturfænomen, der alle Steder stod
dem i Vejen.
Men saa kom hun i sin Forvirring til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
