Blandt de Forfatterinder, som i Halvfjerdserne og Begyndelsen af Firserne særlig kastede sig over Kvindesagen, maa nævnes
Hun er Datter af Overtoldinspektør, Etatsraad J. M. A. Müller og Hustru Thora Charlotte Sophie Mejer og født 1832. Hun ægtede 1856 Distriktslæge, Dr. med. C. E. A. Fibiger og blev bosat i Jylland, først i Silkeborg og siden i Kolding, hvor hendes Mand døde 1873. Hun vendte siden tilbage til Hovedstaden, og først som Enke begyndte hun at sysle med Litteraturen. Hun havde vel næret herhenhørende Interesser og ejede poetisk Sans; men det havde næppe oprindeligt været hendes Agt at blive Forfatterinde. Nu forsøgte hun sig med et Par mindre Skitser 1875 og med den lille kønne Fortælling: »En Magdalenehistorie« (1876), der vidnede om et alvorsfuldt Sind og smuk Følelse. Meget vellykket var ogsaa »Hedens Hemmelighed« (1877), indeholdende et Par velfortalte Smaahistorier. Derefter fulgte: »To Fortællinger« (1878); den første lider af en utilbørlig Bredde, den anden derimod er i sin Skildring af Smaakøbstadsliv mere fornøjelig og kvik. De to fordringsløse Historier, der hviler paa et kønt Livssyn og er prægede af en ren og mild Aand, lod sig dog ubetinget læse med større Udbytte, naar det ikke i væsentlig Grad skortede Forfatterinden paa Stil og paa Klarhed. Hun udtrykker sig mange Steder alt for taaget. Kulminationspunktet i saa Henseende turde være S. 112--13, der giver en »dybsindig« Udvikling, som vistnok kun vil forstaas af de færreste.
Nogle senere Fortællinger: »Sorte Stefan« (1879), »Askepot« (1880), »Ellen« (1885), »To Fortællinger« (1886), »Præst og Læge« (1890) viser vel i det hele større Modenhed, uden dog at bære Vidne om vægtigere Tanker eller særligt Snille. Der findes intet dybt eller nyt poetisk Syn, som aabner disse jævne Arbejder Adgang til Kunstens hellige Haller. I »Askepot« er der unægtelig en køn Stemning og Fru Fibiger har haft Held til at tegne i det mindste èn virkelig smuk og fint opfattet Kvindetype, nemlig Baronesse Emma; derimod er Hovedfiguren noget uklar. Hist og her gives en Del interessante Bidrag til Belysning af Kvindespørgsmaalet. I »To Fortællinger« er der atter fremstillet et Par Kvindetyper. Den første, Doktorfruen »Elise Dahl«, er en opofrende, fin og idealistisk Kvinde og ret sympatetisk tegnet i den korte, ufuldendte Skitse, thi til mere er det ikke blevet. Den anden, »Constance Falk«, bringer flere Iagttagelser og er større anlagt. Men just som Forf. i nogen Maade har vakt Interesse for de fremførte Personer, brydes der temmelig brat og umotiveret af, og det skitseagtige bliver derfor ogsaa her noget utilfredsstillende.
Fru Fibiger tilhører i Retning og Syn den gamle
Skole; et religiøst Sind, smuk Sans for Naturen og dens milde
Skønhed, en i det hele sund Livsbetragtning er hendes Arbejders
Særkende. Hun har udgivet: »Ogsaa et lille Ord om
Kvinden« (1880), der viser hende som moderat Ven af Kvindesagen.
Fra 1882--84 redigerede hun »Tidsskrift for Kvinder«, i hvilket
hun har skrevet en stor Del forskellige Artikler; ligeledes har hun flittig
givet Bidrag til en Mængde danske og tyske Blade. En Del af hendes
Bøger er oversatte paa Tysk og Engelsk, et Par paa Russisk.
