Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Holger Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bog, i den første Række „Sange ved Havet“, i „Intermezzo“,
„Venezia“ og „Epilog“. Det maa være nok at erindre om enkelte Digte som
„Frisk Morgen“ („Vinden er saa føjelig“), „Fjerne Toner“, „Ligprædiken“ („Jeg
hører, at Ole Pihl er ej mere“). Under Afsnittet „Intermezzo“ findes det skjønne
Digt: „Foraar i de euganeiske Bjerge“:
Om Nogen vil vide, hvad Foraar er,
hvad Knopper, som sprænges,
hvad Blomster, som slænges
i rundhaandet Grams over Fjældsiden ned ...“
Under Fællestitlen „Venezia“, som maaske endda er Samlingens rigeste
Afsnit, staar Digte som „St. Elena“, „Jeg hører i Natten den vuggende“,
med Omkvædet: „Snehvide, Snehvide, Du døde!“, „Jeg hører i ensomme
Stunder“, og endelig i Epilogen saa fine og stemningsfulde Sange, med
deres blide Stænk af Vemod, som „Afsked i Høst“ og „Den sidste Svale“.
„Sange ved Havet“ tillige med de to nærmest følgende Samlinger
„Ranker og Roser“ (1879) og „Ungdom i Digt og Sang“ (s. A.) – et stort,
monumentalt Bind – danner det egentlige Kulminationspunkt i Drachmanns
lyriske Digtning. Næppe andre Steder i hans vidt omspændende
Produktion finder man koncentreret saa dyb og stærk Følelse, saa kunstnerisk
beaandet Udtryk og saa mesterlig en Form for alt, hvad han har paa Hjærte.
Og dette gjælder, hvad enten Digteren „gjør op“ med sig selv og sin
Samtid, eller han i festlige Strofer henvender sig til sit Land og sit Folk
eller – allerhelst – naar Digtene er den fineste, skæreste Lyrik eller blot
friske, muntre Viser. Ogsaa her maa der mindes blot om enkelte af dem.
I „Ranker og Roser“ præsenteres „den farende Svend“ for første Gang i
fuld Mondur:
„Baretten i Haand
og Farvel til den Sidste,
min Luth over Skuldren,
min Kaarde ved Lænd,
mit Hjærte paa Læben,
min Sang til al Verden,
saa gaar gennem Verden
den farende Svend.“
Og vi høre ham igjen raabe sit „Holla, i Kroen derinde! har I Plads
til en farende Svend“. Men disse muntre og kaade Toner skifter saa atter
med de blide „Dyvekes Viser“ og med dybe og stærke Sange som „For
fuldt Orkester“, „Hilsen“ og "Paa ædel Stok gror ædel Vin“. Selv hvor
Digteren paa det stærkeste udfordrer Kritiken ved at stille sig frem som
overmægtig Forgrundsfigur – exempelvis Digtet „Jeg bærer den Hat, som
jeg vil“ – er Udtrykket enten saa festlig stemt eller saa fuldt af Vid og
Lune og Frejdighed, at man nyder Musiken og Vellyden uden at tage det
saa nøje med Indholdets Tendens. Adskillig Selvforherligelse kan man
tilgive en Digter, der mægter at skrive Saadanne Strofer (det første og det
sidste Vers i Digtet „Hilsen“ i „Ranker og Roser“):
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 19:08:14 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dandig19/0646.html
