Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christian Winther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Chr. Winther følte det som en Befrielse, da han var hjemme igjen i
Slutningen af Juli 1855; han rejste strax med sin Familie til Liselund paa
Møen, hvor han tilbragte Resten af Sommeren og et godt Stykke af
Efteraaret, og her fuldførte han den skjønneste og folkekjæreste af alle sine
Digtninge: "Hjortens Flugt".
Det var, som om den 59aarige Digter paa én Gang havde gjenvundet
sin Ungdom og sit Livsmod. "Hjortens Flugt" bæres, som alle véd, af
en Inspiration, der ikke svigter paa et eneste Punkt; Digtet gjennemstrømmes
af en Lyrik saa ung og varm, som den kan fødes i Geniets lykkeligste
Timer, og saa fuld af Styrke og Ynde, at hvert Billede aftegner sig med
tindrende Liv. Alt, hvad Chr. Winther tidligere havde spredt med ødsel
Haand i sine Digtninge, i "Træsnittene", i Romancerne og de versificerede
Fortællinger: Romantik og Folkelivsbillede, begejstret Naturglæde og Erotik,
med al den Fryd og al den Kval, "den kan føde mellem Kvinde og Mand"
- alt dette var sammentrængt og blomstrede i den rigeste Udfoldelse i
"Hjortens Flugt". Hvilket Præludium i de velkjendte Indledningsstrofer:
"End dækked Nattens Tæppe
Den drømmende Lund;
End slumred Dagens Øie
Sit sidste, søde Blund;
Halvmaanens blege Aasyn
Fra Himlens dybe Blaae
Med tungsindige Blikke
Til Kongeborgen saae.
Imellem stolte Bøge,
Paa Skovsøens Rand
Den kneised mørk, mens Luften
Kruste det klare Vand;
Let sused gjennem Skoven
Den friske Morgenvind,
Saa Stjernen ofte daled
I Skyens Favntag ind."
- - -
- - -
"Alt Dagen er forsvunden,
Og Natten stunder til,
End klinger gjennem Lunden
Smaafugles Klokkespil;
Hist staaer alt Maanen blide
Bag Skovens Rygning smukt;
Nu er det just paa Tide,
Jeg begynder min Flugt.
Naar først jeg er saa gammel,
At knap min Fod kan gaae.
Naar Vinen er mig vammel,
Og Rosen er mig graae.
Naar ikke meer mit Øre
Kan fatte Klangen reent, -
Da vil jeg Dig tilhøre.
Men - som jeg haaber, - seent!"
- Saa sprang han ned fra Rækket,
Og løftede sin Hat;
Han ønsked dem af Hjertet
Vel tusinde Godnat.
Han fløited ad sin Pudel,
Han vinked med sin Haand, -
Snart svandt i Krat hans Fjerbusk
og de flagrende Baand."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
