Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Thomasine Gyllembourg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hun levede - derom giver hun en ejendommelig fin og rørende Redegjørelse,
dels i det fingerede Brev til "Herr Celestinus"[1], dels i det literære
Testamente, som hun efterlod sin Søn. Det hedder det sidstnævnte Sted:
"Jeg forudseer, at det efter min Død kan hænde sig, at Du vil finde Dig foranlediget
til at nævne mig som Forfatter til de Skrifter, som ere udgivne af Dig, under
Benævnelse af Noveller, Fortællinger o. s. v. af Forfatteren til en Hverdagshistorie.
I dette Tilfælde ligger det mig paa Hjærte at give Opløsning paa en Gaade,
som jeg paa en Maade har fremsat i det Brev under hiint Firma, som findes i den
flyvende Post for 1834, Nr. 31[2]; thi uden al Forklaring over de Oplysninger, som
jeg i dette Brev har givet, vilde det synes, som jeg tiltrods for mine Forsikringer dog
har løjet for det Publikum, der har viist mine Noveller saa megen Yndest og
Overbærenhed: en Tanke, som jeg ikke kan taale at tage med mig i Graven. Jeg maa
derfor forklare, hvad jeg har tænkt mig ved hine Yttringer.
Naar jeg siger, "at jeg i mange Aar med Alvor og Kjærlighed har røgtet et Kald
’heel forskjelligt fra en Digters", saa forstaaer jeg derved det qvindelige Kald i de
nærmeste og fjernere Forhold, et Kald, hvis høie Vigtighed Ingen nok kan erkjende.
Naar jeg siger, "at jeg haaber, at mine ubetydelige litterære Frembringelser ikke skulle
være det Eneste, jeg efterlader mig, som Vidne om min jordiske Tilværelse", saa mener
jeg dermed det Eneste, hvorved jeg er mig bevidst, at en Følelse af Stolthed har nærmet
sig min Sjæl: Det, at jeg er din Moder! min elskede Ludvig! som jeg ærer saa høit,
og at ikke blot dette Forhold af Moder og Søn, men et inderligt, fortroligt Venskab har
forenet os, saa langt et Stykke af vores begges jordiske Vandring; at jeg i Dig skal
efterlade mit Fædreland en herlig Gave, det trøster jeg mig ved at tænke. Jeg haaber
ogsaa selv at leve i mine andre Venners og Nærmestes Erindring, de som venlig og
trolig have vandret i Livet med mig. Jeg haaber, at de ville erindre mig som et
qvindeligt Væsen: elskende og trofast. Naar jeg taler om "min Omtumlen paa Verdens
Hav, mellem forskjellige Mennesker og Nationer", saa veed Enhver, som har kjendt mig,
at det er sandt, uagtet jeg saagodtsom aldrig har forladt Kongen af Danmarks Stater.
At jeg gjør "min ydmygste Afbigt til den qvindelige Beskedenhed", er vist mit Hjertes
oprigtigste Mening. Jeg har ofte "med Ret eller Uret" tænkt, at jeg havde krænket
eller fornærmet den ved at vove mig ud paa en Forfatters mandige Bane. Du veed, min
Ludvig! at fra først var en Spøg, siden en Attraa efter at behage Dig, Grund til at
jeg forsøgte en Beskjæftigelse, der snart blev mig saa kjær, at jeg ikke igjen kunde
forlade den, uagtet en ubeskrivelig Undseelse, næsten en Skræk greb mig, naar jeg ret
betænkte, at jeg, som ikke blot var et Fruentimmer, men vistnok en af de svageste og
frygtsomste af mit Kjøn, var fremstaaet for Publikum som Digter og var af Adskillige
anseet som saadan. Denne min Bekjendelse maa være min Undskyldning hos de kjære
Venner, for hvem jeg, naar Samtalen, mod min Villie, kom paa denne Materie, haardnakket
nægtede Sandheden. Jeg beder dem tilgive mig, og jeg forsikkrer, at ingen
Mangel paa Fortrolighed var Skyld i denne min Handlemaade, men at jeg deels frygtede
for, at de efter en saadan Opdagelse ikke skulde see mig med de tilvante øine, deels
var det mig umuligt at overvinde den Undseelse, der forbød mig en saadan Tilstaaelse.
De faa Fortrolige, jeg i denne Sag har havt: Din efter mit eget Hjerte valgte Hustru
og min dyrebare Pleiesøn Georg Buntzen takker jeg for den Troskab, hvormed de have
bevaret min Hemmelighed ..."
Fru Gyllembourgs Angst for at se sin Anonymitet røbet fandt ofte de
snurrigste Udtryk. Johanne Luise Heiberg skriver i sin udmærkede Skildring af
Forf. til "En Hverdags-Historie", der findes i 2den og 3die Udgave
af de "Samlede Skrifter": "... Hun var utrolig undseelig over denne
Skribentvirksomhed, og hendes Nærmeste brugte derfor dette Talent hos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
