Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bernhard Severin Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det førstnævnte Stykke - eller at digte en oldnordisk Tragedie med Stoffet
hentet fra de gamle Sagaer.
Ingemann har selv inddelt sin poetiske Produktion i følgende Perioder:
den lyriske, med episk og dramatisk Tendens, fra 1811-14, og den,
lyrisk-dramatiske, 1815-22. Disse omfatter hans Ungdomsdigtning, som
nu til Dags fornemlig har literærhistorisk Interesse og næppe vilde have
bevaret hans Navn i Literaturen. Men derefter indtræder den betydningsfuldeste
og følgerigeste Periode i hans Digterliv, den, der giver ham ubestridelig
Borgerret i Poesien, endogsaa i forreste Række af danske Digtere.
1822 blev Ingemann Lektor i dansk Sprog og Literatur ved Sorø
Akademi, og samtidig holdt han Bryllup med sin Ungdoms Elskede, Lucie
Mandix, med hvem han havde været forlovet i ti Aar. Der begyndte et
nyt Afsnit i hans Liv, som han vistnok med fuld Føje kalder sit
allerlykkeligste, og i de minderige Omgivelser, paa den klassiske Jordbund,
skriver han sit historiske Digt "Valdemar den Store og hans
Mænd", der udkommer 1824 og aabner Rækken af hans nationalhistoriske
Digtninge. I "Tilbageblikket paa mit Liv og min Forfattervirksomhed"
siger Ingemann: "Stedets mærkelige Erindringer forenede sig
med min historisk-poetiske Aandsretning; de virkelige Livsbilleder fra
Katholicismens Lande og mit Kjendskab til det danske Folkeliv fra min
Barndom og Ungdom, Resultaterne af mit omtumlede Liv og af min hele
Udvikling forbandt sig med hine Billeder, og disse bevægede sig tilsidst
saa levende omkring mig, som gamle Venner og Bekjendte. Jeg vidste
hvad her var skeet i de store Valdemarers Dage; nu saae jeg ogsaa -
hvad Krøniken fortaug - hvorledes det med sine indre Motiver under
særegne Situationer og Omstændigheder udsprang af alle de adspredte,
historiske Træk; og de tørreste Frøkorn i vore Annaler syntes mig at
opvoxe til en levende Række af vor romantiske Tids Generationer ..."
Indvendingerne mod Ingemanns historiske Romaner ere ofte fremførte og vel
kjendte. Den danske Digter gaar en helt anden Vej end hans navnkundige britiske
Fælle, Walter Scott. Denne Mester for alle Digtere af historiske Romaner
bruger saa godt som ingen historiske Personer, men han maler Handling og
Karakterer paa en historisk Baggrund og i et historisk Kostume, der tryller
de henrundne Tider vidunderligt levende og anskueligt frem for Læsernes
Øjne. Ingemann fremfører derimod de historiske Skikkelser, der staa med
den største plastiske Anskuelighed for Nationens Bevidsthed: Valdemar den
Store og Bisp Absalon, Valdemar Sejr og Dronning Dagmar, Erik Glipping
og Marsk Stig, Niels Ebbesen og Grev Geert. Men Karakterernes Sandhed
- saaledes som den maa opfattes efter de historiske Forskninger - og
Kostumets Korrekthed er for ham noget ganske underordnet, eller rettere,
han ved kun lidt derom og skriver paa dette Punkt næsten i Blinde. Han
gjør sig skyldig i de haandgribeligste Forsyndelser mod de historiske
Overleveringer og den tidshistoriske Kolorit; han lader sine Personer tænke, tale og
handle, saa de langt bedre kunde passe i Frederik den Sjettes end i Valdemarernes Danmark. Men med alt dette er hans fædrelandshistoriske Romaner
saa ægte danske, saa fyldte af naiv, umiddelbar digterisk Stemning,
saa nationalt folkelige, at deres Skrøbeligheder intet vejer i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
