Illustreret dansk Literaturhistorie. Danske Digtere i det 19de Aarhundrede / 2:7 (1907) Author: Vilhelm Østergaard Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indledning

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Den følte, at den var kommen til et ædrueligt og besindigt Folk, der endnu
ikke var blevet ganske enigt med sig selv, om ikke Maanens Skin var
unaturligt og sentimentalt. Den steg op af Bjergenes Schachter, hvorfra
Novalis i sine Bjergmandssange første Gang havde manet den frem, og
slog med Vaulundur paa Bjergets Side, saa det revnede og lagde alle sine
Skatte for Dagen i Dagens eget Lys. Den følte, at den var kommen til
en anden Natur, mere smilende, mild og idyllisk, den rystede det
uhyggelige af sig, dens tykke, uformelige Taager fortættede sig til slanke
Elverpiger, den glemte Harzen og Blocksbjerg, og en smuk St. Hans Aften
opslog den sin Residens paa Dyrehavsbakken." [1]

Jens Baggesen.

I Begyndelsen af Aaret 1800 var P. A. Heiberg draget bort som landsforvist,
og samme Aar testamenterede Baggesen ved Afskedsfesten i "Dreiers Klub",
forinden ogsaa han rejste bort – og som han mente for bestandig – "sin danske
Lyre" til den, der skulde være hans Efterfølger paa det danske Parnas. Det
var Oplysningstidens vittigste Skribent og "Overgangsmennesket", den evig
urolige, evig skiftende, følsomme og satiriske, overfladiske og grublende
"Labyrintens" Digter, der forlod Danmark omtrent paa samme Tid, – just
som de nye Kræfter vare i Færd med at bryde frem.

Nu ventede disse nye Kræfter kun paa deres Daab, og den kom snart efter - som
en Ilddaab – med Slaget paa Rheden den 2den April 1801.

Efter en firsindstyveaarig Fred, under hvilken Befolkningen havde vænnet sig til i
sorgløs Ro at se sin Velstand voxe Aar for Aar, medens man følsomt
dyrkede og digtede om Tidens Idealer "Dyd og Venskab" – blev man
pludseligt og voldsomt skræmmet op af sin Tryghed og stillet Ansigt
til Ansigt med en Begivenhed, som ikke stod tilbage for nogen af dem,
der gjennemrystede det øvrige Europa. Verdens største Sømagt, der
ikke vilde tillade Danmark at konvoyere sine Koffardiskibe, sendte sin
Flaade ind i Sundet, ført af Tidens navnkundigste Søhelt. Efter den lange
Fredsperiode stod danske Sømænd pludselig overfor en mangedobbelt
overlegen Fjende, og Forberedelserne til Kampen havde været hastige og
ufuldkomne. Men paa de danske Blokskibe udfoldedes der et begejstret Mod,
en sejg, frygtløs Udholdenhed, en snild Benyttelse af hver Fordel, Kampen
frembød, en frejdig Offervillighed, der vakte Fjendens Beundring. De

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>