Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Middelalderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
latinsk Oversættelse og Fortolkning af Skaanske Lov, et Digt De septem
sacramentis (Om de syv Sakramenter), der dannede en Slags Fortsættelse
af Hexaëmeron, men som er tabt, og nogle Mariaviser.
Hexaëmeron ("de sex Dage") er i 12 Bøger, hvoraf kun de tre første
behandler den egentlige Skabelseshistorie, medens Resten er en Dogmatik,
der fremstiller Hovedpunkterne af den kristne Lære. Anders Sunesøn var
som Teolog stærkt paavirket af sine Lærere i Paris og har næppe Krav
paa at anses for en selvstændig Tænker. Den poetiske Form formaar ikke
at dække over den udigteriske Behandling, der rigtignok i Værkets sidste
Del undskyldes ved Emnernes Tørhed. Selv siger Forf. i sin Indledning, at
han har valgt den poetiske Form for at drage Ungdommen til Studiet af
Teologien. Dog synes Værket aldrig at være blevet benyttet ved Undervisning.
A. Sunonis filii Hexaëmeron er udgivet af M. Cl. Gertz 1892 med
latinsk Indledning og Kommentar. Forfatterens Levnet er behandlet af P. E.
Müller: Vita Andreae Sunonis (Univ. Progr. 1830) og af
F. Hammerich: "En Scholastiker og en Bibeltheolog", 1865.
Medens saaledes Latinen herskede eneraadende i Kirke og Videnskab,
begyndte med Valdemartiden en modsat Strømning af folkelig Art, der
navnlig har sat sig et Mindesmærke i den skriftlige Optegnelse af Lovene
paa Dansk. Den gamle, nationale Skat af Vedtægter, som var bevaret fra
Slægt til Slægt ad den mundtlige Traditions Vej, blev dermed bragt
sikkert i Hus, og med Tilføjelser og Ændringer i det enkelte beholdt disse
Love deres Gyldighed til det syttende Aarhundredes Slutning og vidnede
gjennem Aarhundrederne om dansk Kulturs og Folkelivs Ejendommelighed
og oprindelige Uafhængighed af fremmed Indflydelse.
Landskabslovene var knyttede hver til sit Thing: til Lund, til Ringsted
og til Viborg. Den ældste af dem er sikkert Skaanske Lov, der efter
Arild Huitfeld skulde være samlet under Valdemar den Store, kort efter at
han var bleven Enekonge. Den var gældende Lov i Skaane, Halland,
Blekinge og paa Bornholm, indtil de tre Provinser tabtes til Sverige, og
Bornholm kom ind under Christian V.s danske Lov. Sproget deri er den
skaanske Dialekt, som har bevaret mere af det gamle, fra Runeindskrifterne
kjendte Dansk end Ø-Dialekten og Jydsk. Det ældste existerende Haandskrift
(i den Arnamagnæanske Samling) er skrevet med Runeskrift i sidste
Halvdel af 13. Aarh. og er udgivet af P. G. Thorsen 1853, i
fotolitografisk Aftryk 1877.
Af den anden gamle Landskabslov, den sjællandske, findes to
forskjellige Opskrifter, der sædvanlig betegnes som Valdemars og som
Eriks sjællandske Lov. Den første af disse synes kun at være lidet
yngre end skaanske Lov og indeholder adskillige Bestemmelser, som er
fælles for de to. Dens Forhold til den anden Affatning, Eriks, er endnu
ikke klarlagt; heller ikke ved man, hvem den Erik er, som menes; at det,
som Rimkrøniken siger, er Erik Menved, er usikkert. Om de to Love i
Tiden har afløst hinanden som gældende Ret for Sjælland, eller hver for
sig har havt Gyldighed i en Del af dette Landskab, staar ligeledes hen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
