Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian den Tredje. (G. Blom og R. Christiansen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
N
XNMWWXNMWMMMMl llltlllllllllfllllMllJllMZ
45
MMJJ
MXXWMlllllllllilllllllltllllllylfllllflMMfJ
ti
Her sad den gamle Rigsmarsk Tyge Krabbe som Befalingsmand paa Slottet,
medens en lybsk Hær under Anforsel af den dumdristige Markus Meyer
havde besat Byen. Under Slottets Mure stod Kampen mellem den svensk-
dauske Hær og Tybekkerne Udfaldet af Kampen maatte afhænge af den
Stilling, Marsken vilde indtage til de Kæmpende· Da lød pludselig Kartoverne
fra Helsingborgs Taarne; Tyge Krabbe havde svigtet Tybekkerne og hans
Kugler gjorde lyst i deres Rækker. Det blev et overvældende Nederlag,
Markus Meyer blev fanget og ført til Varberg Slot, hele Skaane var tabt,
Grev Christoffer havde nu Udsigt til at blive angrebet fra to Sider-
Stor var Harmen i København og blandt Bønderne, og nu begyndte
den vilde Iagt paa Adelige, som man mistcenkte for at ville svigte Christian den
Andens Sag. De fornemste Rigsraader bleve sendte som Fanger til Meklen-
burg, og mange mistede ved deres Gaardes Plyndring saa godt som hele
deres Ejendoni· Lybekkerne fik endvidere en Hertug Albrekt af Meklenburg
til at komme over til Kobenhavn for at lede Kampen sammen med Grev
Kristoffer. Men dette frembragte naturligvis kun yderligere Tvist og Vaklen.
Derimod handlede de nordiske Konger med Kraft og Enighed Deres Flaader
forenedes med en preussisk Efkadre og beherskede Fawandet. Pee r Skram,
Danmarks Vovehals, var Flaadens Fører. Han ødelagde Lybekkernes Flaade
i Svendborg Sund, og nu kunde Iohan Rantzau komme over til Fyn. Ved
Oksnebjerg stod den afgørende Kamp. Tybekkerne førtes af en Greve af
Høya, i deres Rækker saas erebiskop Gustav Trolle, der havde faaet Løfte
om Fyns Stift; kun enkelte Danske deltog, men egentlig var det en Kamp
mellem tyske Eandsknaegte Gennem Præsten Hans Madsen i Svanninge
havde Rantzau faaet Kundskab om, at Cybekkerne vilde overfalde ham. Han
forekom dem og tilføjede dem et saa afgorende Nederlag, at hele Fyns Erob-
ring var Følgen. Gustav Trolle faldt,· ligesaa Iohan af Høya og kort efter
stod Kong Christians Hær udenfor Kobenhavn og Malmø·
Det var Lybekkerne, der havde fremkaldt denne blodige Fejde; men
Nederlagene havde allerede gjort dem myge. Det kom til Uroligheder i
selve Byen, Wullenwever blev styrtet, fængslet og senere henrettet, hans
Modstandere kom til Roret og sluttede Fred med Kong Christian. Saaledes
hvilede nu hele Afgorelsen ide to Byers Haand; fra Lybek var ingen synder-
lig Hjælp at vente, derimod kunde man haabe, at Christian den Andens
mægtige Slægt vilde støtte hans Sag. Ambrosius Bogbinder gik selv til
Nederlandene for at søge Hjælp, men Dag efter Dag, Niaaned efter Maaned
hengik, uden at Hjælpen viste sig. Imidlertid indesluttedes de to Byer baade
fra Land- og Søsidenz Tevnedsmidlerne slap op, Strid opstod indenfor Byernes
Mure mellem Borgerne og Soldaterne. Da sank Modet, først overgav
Malmø sig, og dets snilde Borgemester skaffede baade sig selv og Byen gunstige
Vilkaar. København holdt sig til August Maaned l536. Det var en Be-
lejring,— som Samtiden sammenlignede med Ierusalems — en heltemodig,
haardnakket Kamp med alle Hungerens Kvaler. Kong Christian gav ogsaa
København gode Vilkaar, ingen Forfølgelser og Henrettelser fandt Sted Greven
og Hertugen sendtes hjem til Tyskland, Ambrosius Bogbinder tog sig selv
af Dage.
i58 —
Saaledes svar Christian den Tredje nu Herre over hele Danmark, og kort
Tid efter maatte ogsaa Norge, hvor Olaf Engelbrektsen havde rejst Christian
den Andens Fatte, hylde ham. Hans Sejr betød Reformationens Sejr, og
kun faa Dage efter Kobenhavns Overgivelse viste dette sig. Den l2.
Augnst lod Kongen, støttet af sine Soldater og efter at have tvunget Rigs-
raadet til at slutte sig til ham i saa Henseende, alle Bisperue fængsle,
og de kom først fri, efter at have givet skriftlige Løfter om ikke at ville
modsætte sig den nye Læres Indførelse. I Oktober samledes derpaa en Rigs-
dag i Kobenhavnz det var ikke længer Adelsmeendene alene, der skulde sætte
Stemplet paa en ny Tingenes Orden, ogsaa Borgere og Bonder skulde tage Del
deri. Paa Gammeltorv i København foregik den hojtidelige Oplæsning af
Kongens Klageskrift mod Bisperne og af den nye Lov, som skulde sætte Skellet
mellem Middelalder og Nutid. Thi det, som her skete, var Omstyrtningen af
en Institution, som i 500 Aar havde ovet den mest indgribende Indflydelse
paa hele Folkets Kultur- og Statsliv. Den evangeliske Læres Indførelse,
Inddragelsen af Bispegodset under Kronen, Ophævelsen af den katolske Lære-,
dens Gudstjeneste, dens Skrifteniaal, dens gennem tusinde Traade udøvede
Indflydelse paa Folkets Liv, endvidere Bispernes Afstaffelse og dermed Ophoret
af den gejstlige Indflydelse i Rigsraadet, i Statslivet ——— alt dette var Ind-
holdet af den Tale, som fra Tribunen paa Gammeltorv lod ud til den
forsamlede og lyttende Mængde Danmark havde endnu ikke været Vidne til
en saa hurtig, en saa pludselig Omvæltning
Kong Christian den Tredje havde Egenskaber, der gjorde ham i
Stand til at gennemføre den store Forandring paa en Maade, der har sat
ham et varigt og smukt Minde ivor Historie. Det store Nydannelsesarbejde,
hvori Kongen selv med Liv og Sjæl deltog, foregik med sindig Ro og liden
Tvang. Fra Tysklaud hentedes Luthers Discipel Johannes Bugenhagen for
i det ydre at ordne den nye Kirke efter tysk Mønster. Men den egentlige
Reformation tilfaldt de nye Superintendenter, alle danske Mænd, som havde
taget levende Del i Reformationskampen: Peder Palladius i Sjælland, Frands
Vormordsen i Skaane, Iørgen Iensen Sadolin i Odense. Hans Tavsen blev
først senere Bisp i Ribe Det store Kirke- og Klostergods benyttedes dels
til Forogelse af Kronens Indtægter, dels til Stiftelsen af Hospitaler, til
Oprettelsen af Stoler, og endelig til Genoprettelsen af Universitetet, som nu
gik en glimrende Tid imøde. Det aandelige Liv tog et mægtigt Opsving;
det danske Sprog kom til Hæder og Værdighed; kun gennem Modersmaalet
kunde de nye Tanker og Ideer bane sig Vej til Mængden Da fremstod
Christian Pedersens Bibeloverscettelse og andre danske Skrifter, der skulde
sprede Kundskab og Opbyggelse.
Det er dette store Nydannelsesarbejde i Forening med en Omdannelse
af Landets Styrelse ved gennemgribende Forandringer i Censvæsenet, hvorved
Kongens Indflydelse paa og Indtægter af Tenene blev meget større end hidtil,
der er det ejendommelige ved Christian den Tredjes Regering Lidt efter lidt
gik den gamle Tid i Graven, dens Anskuelser uddøde med de Mænd, der
havde været dens Bærere, og ved Slutningen af Kong Christiaus Regeriug
var den nye Tids Anskuelser og Styrelse fuldt gennemforte – Dens Hoved-
—159——
I- -llil19 HZOUY tll-:
Oft-
-
NRZ
M
f-
JJJ
llilllliiilllllilltthlMMM
M « NB
li klilihl
»» ,
sMan L?
s- Pl-
.G«4« YAZ TH Blikde tSerPaUachN
RCBR
GMLMMMO .
Iililt
MBMLO
særkende var en stærkere Kongemagt, en kraftigere og mere centraliseret Stat
med større materielle Hjælpemidler og militær Kraft end Middelalderens
Danmark havde kendt.
Christian den Tredje førte ingen Krige, men hans Regering var dog
i ydre politisk Henseende mærkelig, især derved, at Danmarks Politik under
ham kom ind i Spor, som den herefter skulde følge i mange Tider. Med
Sverigs nye Kongehus kunde det danske Kongehus aldrig forsone sig. Selv
den gode Hjælp, Gustav Vasa havde ydet iGreveus Fejde, kunde ikke hindre,
at man i Danmark betragtede ham som en Slags Usurpator. Gustav Vasa
paa sin Side følte sig krænket over, at hans Hjælp ikke blev tilstrækkelig
paaskonnet, og han kunde aldrig glemme, at Gulland var sluppet ham ud af
Hænderne Det saa en Tid lang ud, som om det skulde komme til Krig
mellem Danmark og Sverig, men ved et personligt Møde i Bromsebro lSLlcl
mellem de to Konger, undgik man denne Gang Faren og sluttede endog et
Forbund paa 50 Aar. Dette kunde være blevet til stor Lykke for de to Riger,
hvis der ikke kort efter var opdukket nye Stridspunkter. Da Gustav Vasa
1544 gjorde Sverig til et Arverige i sin Slægt, optog Kong Christian straks de
3 Kroner i det danske Vaaben og antydede derved, at det danske Kongehus
ingenlunde helt vilde opgive sine formentlige Fordringer paa Sverig. Det
var denne Tanke, som vedblev at leve i flere Menneskealdre og senere skulde
fremkalde den blodige Syvaarskrig mellem Nordens Folk. Christian den
Tredje og Gustav Vasa bevarede dog Freden, saa længe de levede; ingen
af dem ønskede at drage Sværdet.
Fra Syd truedes Christian den Tredjes Trone af Christian den Andens
mægtige Slægt Dennes to Dotre, Dorothea og Christine, vare blevne
gifte med Kurfyrst Frederik af Psalz og Hertug Frands af Lothringetr De
støttedes af Karl den Femte i deres Fordringer paa Danmark, og deres stadige
Trusler og Konspirationer frembragte en, næsten hvert Foraar tilbagevendende
Frygt i Danmark for Overfald. For at sikre sig sluttede Christian den
Tredje Forbindelser dels med Kejserens evangeliske Modstandere i Tyskland,
med hvem han indgik et Forbund om gensidig Hjælp i Schmalkalden, dels
med Karls svorne Fjende Kong Frands den Første af Frankrig. Af Hen-
syn til det Tab, Nederlcenderne led i deres Handel paa Østersøen ved det
fjendtlige Forhold til Danmark, sluttede Kejseren dog allerede lztlktl en Fred
iSpejer, og kort efter opgav Christian den Anden sine Fordringer paa Dan-
mark for sig og sine Børn. Han siyttedes l549 fra Sønderborg til Kallund-
borg, hvor han henlevede sine sidste Aar under forholdsvis lykkelige Forhold-
Men hans Dotre og Svigersonner fortsatte deres Intriger endnu i mange Aar.
Kong Christian delte l54c«lc Hertugdommerne med sine Brødre Den
ældste Adolf fik den gottorpske Del, Hans den haderslevske og Kongen den
sønderborgske Del. Denne Deling blev, som det senere skal vises, ulykke-
bringende for Landet.
Den l. Iauuar l559 døde Kongen paa Koldinghus. Han var gift
med Dorothea af Sachsen-Lauenburg, en energisk og stolt Dame, der udøvede
megen Indflydelse paa ham. Han blev begravet iRoskilde Domkirke, hvor
der rejstes et pragtfuldt Monument over ham.
— 160
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
