Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gorm den Gamle. (Louis Moe)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
s ,·-,. -,«»r,s » ig
. – -«t-«’150s
i
J
-,- H- « «t·
1 .
s’- Us-
ys sysl-
’- ,ø ,
«
sk- ..–sL–-«UL«·7»J«P« —- .-. »«
staaet-M Ved LS troes-Tings
Med Vikingetogene og Kristendommens Forkyndelse begynder den historiske
Tid i Danmark. Men det er kun den ydre Side af Tidens store Begiven-
heder, der i brogede Billeder træde frem for os; hvad der samtidig fore-
gaar i selve Danmark, skimtes kun iutydelige Omrids, indtil atter en af de
store Skikkelser træde frem, hvis Virksomhed paatrykker Tiden sit Præg og
hvis Navn derfor lever i Folkets Erindring
Ved den historiske Tids Begyndelse var Danmark et samlet Rige; Smaa-
kongerne havde maattet bøiet sig for den sejrende Kongeslægt, Skjoldunge-
ætten. Danmark var oprindelig en Blanding af Valgrige og Arverige.
Folkets Valgret var ubestridt, men den gamle Kongecet blev aldrig forbi-
gaaet ved Valget. Indenfor denne herskede imidlertid Forestillingen om lige
Ret for alle dens Medlemmer til Kronen, og blodige Tronstridigheder op-
fyldte derfor hele det 9. Aarhundrede Kongsemne stod ofte mod Kongs-
emne, støttet af hver sit Parti, og Sværdet maatte da afgore, hvem der
skulde bære Kronen. Nken alle stræbte efter det samme Maal, at herske
over hele Riget, og dettes Udelelighed er et Vidnesbyrd om Folkets Valgret.
Den forste Konge, der træder frem af Sagntidens Iliorke, er Godfrcs..
Han herskede over hele Danmark fra Ejderen til Gotaelv, ja endog over
det sydlige Norge, det saakaldte Vigen. Med Kejser Karl den Store laa han
i stadig Kamp. Fra Hedeby af overfaldt han Gang efter Gang Keiserens
Undersaatter i Holsten og Frisland, og for at beskytte sit Land mod Kejserens
Angreb befalede han sine Hovdinger at bygge et Værn paa Rigets Syd-
grcense, det første Vidnesbyrd om Danevirkes Tilblivelse Efter at have
sejret over Friserne følte han sig saa sikker i Sadlen, at han haabede at
kunne jage Keiseren til Jtalien og truede med at opsoge ham i hans Hoved-
stad Aachen. Allerede havde Karl samlet sin Hær ved Floderne Aller og
Veser, da han erfarede, at Godfred var bleven snigmyrdet af en af sine
Hovdinge Kort efter sluttedes Fred mellem Danerne og Frankerne, men i
Danmark efterfulgtes den mægtige Konges Fald af voldsomme indre Kampe-
frankiske og tyske Riger i Nkellemeuropa havde grundfcestet sig, det saarbare
Punkt, hvorfra Rigets Uafhængighed og Frihed truedes. Intet Under, at
man derfor fra ældgammel Tid havde søgt at værne Grænsen mod pludselige
Angreb af de uvelkomne Gæster. Disse gamle Befæstningsanlæg bestod kun
af Iordvolde med foranliggende brede og dybe Grave, og en saadan gen-
finde vi formodentlig i den mere end Tis Mil lange Grav, som danner
Skellet for Danmarks sydligste Herred og fra den sydvestre Ende af Selk
Nor strækker sig i lige estlig Retning til Spangebækken. Den kaldtes Ko-
virket og hedder endnu den Dag i Dag Kograven.
Men en saa primitiv Befæstning kunde jo kun være i Stand til for en
kort Tid at opholde Fjendernes Angreb, og det var i Folelsen heraf, at
Godfred — som Keiser Karls Historieskriver fortæller — befalede, at Rigets
Sydgreense skulde befæstes ved en Vold, der lige fra Ostersalt til Vesterhavet
kunde beskytte Ejderens nordlige Bred, med kun en eneste Port, gennem
hvilken Vogne og Ryttere kunde færdes frem og tilbage. Dette Arbeide lod
han fordele mellem sine Hovdinge. Saaledes rejstes et nyt Værn paa Greeiisenz
men synderlig stærkt har det ikke været, ti det hindrede ikke Fjenderne i, faa
Aar efter, at drage tvrers igennem Sonderjylland. Og da over hundrede
Aar senere Tyskernes vældige Konge Henrik Fuglefcenger 95410 drog over
Ejderen, vides heller ikke Virket at have voldt ham nogen Vanskelighed.
Men Kong Henriks Angreb gav det afgorende Stod til Rigets Beskyttelse
mod Syd. I Sonderjylland havde i Kong Gorms Tid svenske Erobrere
sat sig fast og grundet et Rige under deres Konge Olafz det omfattede
Byen Slesvig og en Del af Jylland. Olafs Søn Gnupa giftede sig med
den mægtige danske Hovding Odinkars Datter Asfrid og udbredte sit Herre-
domme over større Strækninger· Da angrebes han af Henrik Fuglefcenger,
der tvang ham til at lade sig dobe og yde Skat. Uien den store Fare,
der nu truede Danmark gennem den tyske Konges Tensmand mod Syd, rystede
Kong Gorm op af hans Uvirksomhed Tilskyndet af Tyre, drog han med
J det frygtelige Slag mellem Tronprætendenterne faldt — siges der — en Hær ned i Soiiderjylland og overvandt og fældede Kong Gnupa, over
ikke mindre end s0,9430 Mænd, men Godfreds Slægt gik tilsidst sejrrig ud hvem Asfrid rejste en Gravhoj. Men Sejren over Gnupa blev den ydre
af Kampen. Hans Søn Haarik herskede — som allerede fortalt — over Anledning til, at Tyres Vold, det stolte Danevirke, rejste sig.
hele Danmark, indtil han 854 faldt i en Kamp, hvor hele Kongeslcegten
gik til Grunde med Undtagelse af Haariks unge Son, der besteg Tronen
under Navnet Haarik den Anden. Om hans Efterfolgere vides saa godt
som intet, før ved Aaret 900 Gorm den Gamle nævnes som Enekonge
over hele Riget.
Hvad der bliver fortalt om Gorm er fuld af Modsigelser Af nogle
nævnes han som den, der med Kraft og Klogskab underlagde sig Danmarks
Rige, af andre skildres han som en dorsk, fordrukken og vellystig Konge. J
Folkebevidsthedeii og Traditionen er han traadt i Skygge for sin daads-
kraftige Hustru Tyre, hvis Navn for bestandig er knyttet til Værnet paa
Grænsen, Danevirket· Fra Arilds Tid har Soiiderjylland været Danmarks
Akilleshæl. Her igennem truedes Landet med Oversvommelser af de store
germaniske og slaviske Folkebølger, der i Folkevandringens Tidsalder i uaf-
brudt Bevægelse væltede sig imod hinanden. Og her var nu, da de mægtige
Tyre siges at have være Datter af en nordisk Iarl, der havde grundet
et Rige i Holsten. En hojt begavet og handlekraftig Kvinde maa hun have
været, og dybt maa hendes Personlighed og Gerning have paavirket Sam-
tiden, thi hendes Minde levede og lever i Folkets Minde som ingen anden
Kvindes Saxo og Sven Aageson kunde endnu 200 Aar efter fortælle de
Sagn om hende, som bevaredes trofast fra Slægt til Slægt, og endnu i
dette Aarhundrede var Mindet om hende stærkt nok til at danne nye Sagn
paa de Steder, hvor hun havde færdedes og hvor hendes Storværk var et
talende Minde omhendes Betydning for Folket og Landet. Det var hende,
som efter Sagnet vakte sin Husk-ond af hans dorske Dvale, og det var paa
hendes Bud, at Tedingshæren fra alle Rigets Dele samledes ved Slesvig
og i Løbet af faa Aar opbyggede eller rettere fornyede og udvidede den
stærke Befæstning, som fik Navnet Danevirke, ligesom hun selv til 2Ere her-
for bar Tilnavnet Danmarksbod, eller som vi nu kalde det Danebod, den
Sk-
—g·18
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
