Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ulykken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240
tschekhof :
fandt dem ikke. «Nej, nu gaar jeg!» sagde hun til
sig selv, men inden hun endnu havde faaet sig rejst,
laa Iljin foran hendes Fødder. Han omfavnede hendes
Knæ, saa’ hende ind i Ansigtet og talte varme og
lidenskabelige Ord, men hun var saa optagen af at
hitte Rede i sine egne Følelser, at hun slet ikke hørte
dem. Hun forstod ikke, hvorfor hun blev, og
bebrejdede sig selv, at hendes Indignation ikke formaaede
at faa Bugt med hendes Svaghed og Afmagt. Hun
fandt sig rolig i, at Iljin kyssede hendes Hænder, og
hun kiggede ligesom han til højre og venstre for at
forvisse sig om, at ingen saa’ denne Scene.
«Men saa vær dog fornuftig!» sagde hun omsider
i en fortvivlet Tone. «Hvad skal dette dog føre til?
— Hvad er Meningen?»
«Jeg véd det ikke! Jeg véd det ikke!» hviskede
han og gjorde en hurtig Haandbevægelse for ligesom
at vifte dette ubehagelige Spørgsmaal fra sig.
I det samme hørte man Lokomotivets stærke,
gjennemtrængende Piben, og denne Lyd, som kaldte
hende tilbage til Hverdagslivets Prosa, fik hende til
at skjælve.
«Jeg har ikke Tid — jeg maa gaa!» sagde hun
og rejste sig skyndsomt. «Toget kommer, og Andrej
er i det. Jeg maa hjem og sørge for Middagsmaden.»
Hun vendte sit blussende Ansigt hen imod
Jærn-banedæmningen. Først kom Lokomotivet langsomt
forbi og derefter en lang Række store, klodsede Vogne.
Det var ikke Persontoget, som hun havde troet, men
Godstoget. Hun skyndte sig bort uden at se paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
