Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. De syv ord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
159
som for en handlekraftig og sterk sjæl er den
væsentligste gru ved tanken paa døden. Men det
er ogsaa denne tanke som igjen andre ganger
lokker os mot døden (saa sterkt fængsler den os).
Vi kan gjerne si at det maa være slik for hver
eneste sjæl som for alvor tar del i livets kamp.
Fra tid til anden maa anspændelsen ved at leve bli
næsten uutholdelig. Det er ikke bare den legemlige
træthet som kommer av at legemet umulig altid kan
orke at yde, hvad sjælen kræver, men der er ogsaa
den dypere, sjælens træthet, som kommer naar den
forsøker altid at svare som den burde paa alt
hvad naaden kræver av den. Hvis det bare var
mulig, klager vi, at gi op alt stræv og kamp,
lægge os helt til hvile i Gud uten saa meget
som en viljesanspændelse, at gi efter, gjøre sig
slåp og synke ind i Ham som alene er vor Hvile.
Men det maa vi ikke, for det er kvietisme —
dette farlige og forføreriske system som betyr
avspænding og lethargi — den dødlignende søvn
som sjæl og vilje synker ind i. Men sjælen er
blit skapt for at den skal handle og viljen maa
være virksom og holde ut, saa længe som den i
det hele kan vinde seire eller tape. Det er først
i skjærsildens «guddommelige nødvendighet» at en
slik passivitet er mulig, og der er den bare mulig,
fordi den er tvungen.
Men der findes en Guds fred for os ogsaa mens
vi lever. Og det er fordi den mangler denne fred
at saa mangen sjæl slaar sig selv til døde mot sin
egen begrænsnings bur. Og freden maa komme
av en ting og bare av en eneste ting — den at
vor sjæl hviler i fuldkommen likevegt under de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
