Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. De syv ord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
151
VI.
Saa tar eftermiddagssolen til at skinne igjen
og lyser over Golgatha, paa de tre kors og paa
den lille flok som bier paa slutten. Da den falder
paa Kristi aasyn, er dødskvalens uttryk forsvundet.
Han har ropt baade til Gud og til mennesket om
forbarmelse for sin martrede sjæl og sit uttørkede
legeme, og begge har svart. Nu dæmrer et nyt
uttryk i dette ansigt, som sjælens mørke har
bleket, og i øinene som er sunket ind av sorg gryr
et nyt uttryk, og de lyser mens de som staar
omkring korset stirrer paa Ham — til hele Hans
aasyn igjen straaler. Han aander fuldere og
fuldere, kroppen som hang naglet efter hænderne
løfter sig mere og mere, indtil styrken er vendt
tilbake saa meget, saa Han ikke bare orker
tale, men Han bryter ut i et rop saa høit og
triumferende, saa det vækker og forundrer
høvedsmanden som har set saa mange mænd dø,
men ingen dø som denne mand. Skriket runger
som en konges rop i seirens stund, og i ett nu
er nederlag og møie og bitterhet lagt bak Ham
for evig. Consummatum est! «Det er fuldbragt!»1
1) Kristus kom til verden for at fuldbringe det
største av alle verker — større end den akt av
ren guddommelig vilje, hvorved alle ting blev til
av intet, større end den uavbrudte utstraaling av
guddommelig kraft som opholder alting — stjernerne
paa sine baner, atomerne i sin kohæsion og alle
kjødets og aandens verdner i sine indbyrdes
av-hængigheter. For det er en større gjerning at
1 Joh. XIX 30.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
