Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Visen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132
»Kast Vaabnene!« gentog Vagtmesteren. »Een
to —!«
»Tøv lidt, strenge Hr. Vagtmester!« sagde Jør
gen sagtmodigt og lod langelig sit Blik glide over
mod den mørke Skov paa den modsatte Side af
Kløften. »Jeg ser nok, I er vore Overmænd; men
hvad agter I at gøre med os, nåar I nu fanger os
spillevende?«
»Rebet!« tordnede Vagtmesteren; — »hvis det
ellers er Umage værd at gøre saa megen Ophævelse
af Stratenrøvere som jer. — Læg an, Manne!«
En sagte Klirren lød, mens Soldaterne skiftede
Haandgreb om Bøssekolberne. En uhyggelig Stil
hed indtraadte. Bjørnstad stod oprejst i Maanens
Skær; hans brede Pande dannede en skinnende
Lysflade, hans mægtige Bryst strakte sig mod Fjen
dens Bøsser, roligt og værdigt, som var . her blot
Tale om at modtage en fyrstelig Udmærkelse for
tro Tjeneste.
»Een —to —!« lød atter Vagtmesterens Kom
mando.
»Tøv lidt!« raabte Jørgen og sprang frem foran
Morbroderen. »Er I kristent Folk og sender to Mænd
i Døden uden at unde dem Tid til en Bøn?«
»Bed, men kort!« svarede Vagtmesteren utaal
modig.
»Siden de har havt saa travlt med at komme
herop paa Tåget, synes mig Vagtmesteren bør lette
dem Nedstigningen«, ytrede Erik Månsson, der var
krøbet hen til Underofficeren bag Tagmønningen,
ledsaget af tre Mand.
»Hvad mener du?« spurgte Erikson barsk.
»Eja, Huset her er jo en Ørnerede, som hænger
over Afgrunden; lad os tvinge de Mandfolk ud fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
