Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - »S. M.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den syge sank sammen og udaandede. Der var
en trofast Modersjæl mere hos Gud.
Da Bjørnstad lidt efter gik ud gennem
Stegerset, stod Olaug støttet op til Bræddevæggen med
tilbagelænet Hoved og stirrede taareløst frem for
sig. Hun havde hørt alt, hvad der taltes i Stuen.
Hun vidste jo nu, at hun var et »Skændselsbarn«,
og at hendes eneste Ven var gaaet bort.
En Uge senere sad Mo’er Ulles tre Børn
samlede i samme Stue. Kirkeklokken i Id Sogn havde
ringet til Lig. Skønt der ikke blev betalt mere
end for almindelig Begravelse, havde Klokken
kimet en halv Time i den klare Højluft. Det var en
Hæder, som sjældent blev andre end Storbønder
til Del. Ringeren, Ole Svendsen Bakke fra Id, gav
den afdøde Enke denne sidste Hilsen af fuldt Hjerte,
det hørtes paa de manende Knebelslag mod den
norske Malm.
Der var det ved den Kirkeklokke i Id, at den
ikke ringede til Højtid taktfast og pligtmæssigt
som andre Søndagsklokker. Egnens Folk standsede
gerne og lyttede og forstod, hvad den Klokke
fortalte: En Gang imellem hamrede den sin Lyd haardt
og koldt ud over Sletten. »Ja vist«, sagde gamle
Mo’er Mari, »det er Storbonden Aarud, som med
Pengeknoen banker paa Himmerigs Port«. —
Eller Tonerne lød som en Moders Hulken,
trøstesløse dybe Suk, som en Sjæl, der græder sig til
Døde, saa pludselig forsvandt Toneklangen hen
smeltende blid, som om den forsikrede, at nu hvilede
den lille hos Gud. — Den Klokke i Id Kirke
havde Guds Stemme inde, for det var en gudfrygtig
Mands Hjerte, Ole Svendsen Bakkes, der slog i
dens Malm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
