Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
BRUDESLÅTTEN
logrende mod Mildrid. Hans havde været for optaget til at
mærke, at hunden fulgte.
"God dag!" sagde han. Mildrid sank tilbage i sædet, pustede
langt ud og så befriet på ham; hendes frygt, hendes onde
samvittighed var væk, hun havde jo ret, ja hun havde ret, -
nu fik komme, hvad gud vilde.
Ingen havde svaret på hans hilsen; ej heller bad nogen ham
træde nærmere. "Jeg er Hans Haugen," sagde han sagte
satte geværet ned og stod siden og holdt det. Efter at foræl
drene havde vekslet øjekast et par gange, blev han ved, men
i kamp: "Jeg fulgte Mildrid hid; - for har hun gjort galt, så
er skylden min." Noget måtte siges, moderen så på faderen,
og denne sagde endelig, at dette var kommet uden deres
vidende, og Mildrid kunde heller ikke give dem nogen forklaring
om, hvorledes det var gåt til. Men Hans svarede, at det kunde
heller ikke han gi. "Jeg er ingen gutunge," sagde han, "for
jeg er 28 år, og alligevel gik det slig til, at jeg, som aldrig har
syntes om nogen før, jeg kunde ikke mere tænke på noget
andet i verden, fra den stund jeg så hende. Havde hun sagt
nej, - ja, jeg ved ikke, - men da havde det vel ikke været
stort med mig siden." - Den stille, sande måde, han sagde
dette på, gjorde godt; Mildrid bævede, der hun sad, for hun
kjendte, at dette gav et andet syn. Han havde huen på, for
det var ikke skik der i dalen, at en farmand tog huen af, når
han kom ind, men nu tog han den uvilkårlig af og hængte den
over geværpiben og holdt hænderne over den. Der var noget
ved hele gutten, som bad om høflighed. "Så ung som Mildrid
er," sagde moderen, "havde ingen af os tænkt, at hun alt nu
skulde begynde på noget sligt." - "Dette kan være sandt;
men så er jo jeg så meget ældre," svarede han, "og styret hjemme
hos mig er ikke stort; det rønner ikke synderlig på, - og
hjælp har jeg nok af." - Forældrene så på hverandre, på
Mildrid, på ham; "skulde hun følge med hjem til dit?" spurte
faderen vantroende, næsten med lidt hån. "Ja," sagde Hans;
"det er ikke gården, jeg frir til." Han blev rød; det samme
blev Mildrid.
Om gården havde sunket, kunde forældrene ikke bli mere
forundrede end over, at den blev forsmået, - og at Mildrid
taug, viste dem, at hun var enig. Alligevel var det så, at denne
de unges beslutning uvilkårlig satte forældrene noget udenfor
den egentlige afgjørelse; de følte sig ydmygede. "Det var du,
449
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
