Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skulde ha varet i flere dage, opløstes samme kvæld. "Bruden
er ble’t syg," hed det.
Skjønt ingen af dem, som sagde dette eller hørte det sagt,
trodde det, så var det dog altfor sandt. Hun var ikke længer
frisk, og hun blev ikke frisk. Og en følge heraf var, at deres
første barn var sygeligt. Forældrenes hengivenhed for det blev
naturligvis ikke mindre derved, at de begge forstod, de på en
viss måde selv var årsag i barnets lidelser. De omgikkes ingen
uden dette barn; til kirken kom de ikke, folk var de blevet
rædde. I to år lod gud dem ha denne glæde hos barnet; men
så tog han også den.
Den første tanke, de kunde finde sig tilrette i efter dette
slag, var den, at de havde holdt for meget af barnet; derfor
havde de tabt det. Og da de så fik et til, var det, som ingen
af dem vovede at gi sig hen. Men barnet, som i begyndelsen
også syntes sygt, kviknede til og var meget muntrere end det
foregående, så det blev uimodståeligt for dem. De fik en ny,
ren glæde istand; de kunde glemme, hvad der var hændt, når
de sad hos det. Da barnet var to år gammelt, tog gud
også det.
Enkelte mennesker er udvalgte af sorgen. Det er netop
dem, som vi synes trænger mindst til den. Men det er
også disse, som kan bære troens og forsagelsens vidnesbyrd
sandest ud. De to her havde tidlig søgt gud sammen;
herefter var deres eneste møde sat hos ham. Livet på Tingvold
havde længe været tyst, nu blev det som i en kirke, før
præsten træder ind. Arbejdet gik sin urokkelige gang, men mellem
hver arbejdsstund havde de to en liden opbyggelsestime
sammen, hvori de mødtes med hine hinsides. Det voldte ingen
afbrydelse, at Randi kort efter det siste tab fik en datter; de
to døde havde været gutter, og en jente var dem alt af den
grund ukjær. Desuden vidste de ikke, om de skulde få
beholde hende. Men den sundhed og glæde, som moderen havde
nydt lige foran tabet af den siste gut, var kommet barnet, hun
bar, tilgode; det viste sig snart at være en ualmindelig livlig
jente med moderens fagre åsyn i knop. Fristelsen kom atter
over de to ensomme folk til at sætte sig hen med barnet i
håb og glæde; men det skjæbnesvangrn to-år var endnu ikke
nåd, og da det nåddes, var det dem, som de kun havde fåt
frist. De turde ikke.
De to gamle havde holdt sig meget afsides. Ti det sind,
Sgfc, 421
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
