Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Tiende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
på søndagsmorgenen. Hun sprang op og klædte sig, hun skar
sig lidt mad i spiskammeret, pakkede sig godt til og ilede
afsted, – så tørst efter guds ord havde hun aldrig været! Da
hun kom, havde de netop begyndt, og døren var stængt; det
var en kold dag, fingrene sved, da hun tog i nøglen for at
dreje om. Præsten stod just for alteret, hun ventede nede
ved døren, til han var færdig, og medhjælperen skulde ta
messehagelen af ham, gik da opover til den såkaldte bispestol,
der stod i koret med gardiner for. Præstefolkets rette stol
var oppe på trevet; men havde man noget, for hvis skyld
man gjærne vilde sidde gjemt og ene, tyede man til
bispestolen. Da hun nådde den og smøg ind, så hun Signe
allerede sidde der i den inderste krog. Hun gjorde et skridt ud
igjen, men netop da vendte provsten sig for at gå fra alteret
forbi hende ind i sakristiet; hun skyndte sig atter ind i stolen
og satte sig så yderlig som muligt; Signe havde ladet sit slør
falde. Dette gjorde Petra ondt. Hun så ud over menigheden,
der sad pakket i høje træstoler, mændene til højre, kvinderne
til venstre; deres ånde lå over dem i svævende tåge, på
vinduerne var tommetyk is, de tungt skårne træbilleder, den
slæbende, svære sang, de indpakkede mennesker, – det hørte
tilsammen, det var hårdt og fjærnt; hun huskede sine
naturindtryk fra hin eftermiddag, hun forlod Bergen; hun var også
her kun en ræd gjennemrejsende.
Provsten steg på prækestolen, også han så Stræng ud.
Hans bøn var: led os ikke ud i fristelse! Vi vidste, at de
evner, gud har givet, har alle fristelsen i sig; men han måtte
være nådig og ikke prøve dem over vor formue; dette skulde
vi altid huske at bede ham om; ti kun ved, at vi ydmygede
vore evner under ham, blev de os til frelse. Prækenen
udlagde videre samme emne, idet han gik ud ifra vor dobbelte
opgave, den at gjøre vor livsgjærning, enhver, hvor han af
sine evner og sine forhold var sat, – og den at udvikle
kristenmennesket i os selv og i dem, der var troet til vor
omsorg. Man måtte være varsom i valg af livsgjærning, ti der
gaves desværre den livsgjærning, der var syndig i sig selv,
der gaves også den, der kunde bli det for os, enten fordi den
ikke høvede os, eller høvede så altfor vel vore dårlige lyster.
Endvidere: så vist som enhver måtte prøve at vælge efter sine
evner, så vist kunde et valg, der både var rigtigt og godt,
alligevel bli vor fristelse, når vi, fordi gjærningen tiltalte os,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
