Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Femte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ellevte søndag efter trefoldighed, det måtte vel hun huske.
Dette var den eneste juridiske følge, slagsmålet fik.
Men det fik andre. Den lille by var ikke længer en stille
by, Fiskerjenten havde sat den i oprør. Der kom de sælsomste
rygter i omløb, – fra først af i skinsyg harm over, at hun
havde kunnet drage til sig byens beste hode og dens to rigeste
gifter og endda ha "flere" i baghånd; ti Gunnar blev
efterhånden til "flere unge mennesker." Men snart rejste sig en
almindelig moralsk storm. Skammen af et stort gadeslagsmål
og sorg i tre af byens beste familjer hvilte over den unge pige,
som for kun et halvt år siden var konfirmeret; tre forlovelser
på én gang, og den ene med hendes lærer, med hendes livs
velgjører, – nej, harmen flommede over. Havde hun ikke
været byen en forargelse fra barn af, havde hun ikke alligevel
fåt dens forventning i gave, da Ødegaard tog sig af hende, og
havde hun ikke nu hånet dem alle, knust ham og ret efter
sin naturs trang kastet sig utæmmet ind på en bane, der førte
til at bli et udskud af samfundet med alderdom i tugthuset?
Moderen måtte være hendes medskyldige, i hendes
sjømandshus havde barnet lært letsindet. Man vilde ikke længer tåle
det åg, Gunlaug lagde over byen, man vilde ikke længer tåle
dem iblandt sig, hverken mor eller datter, man enedes om at
fordrive dem.
En kvæld samledes sjøfolk, som skyldte Gunlaug penger,
fordrukne arbeidsfolk, som hun ikke vilde skaffe arbejde,
unggutter, hun intet vilde borge, oppi bakken, og bedre folk førte
dem. De peb, de hujede, de ropte på "Fiskerjenten," på
"Fisker-Gunlaug"; snart for en sten mod døren, snart en anden ind
gjennem kvistvinduet. Man skiltes først over midnat. Bag
vinduerne var alt mørkt og stilt.
Næste dag vilde ikke et menneske mere se ind til
Gunlaug, ikke engang et barn gik forbi oppi bakken. Men om
kvælden samme opløb, kun at nu alle uden forskjel var med;
man trådte ned, man knuste alle vinduer, man rykkede op
havegjærdet, man kastede unge frugttræer om, og så sang
man:
Mor, jeg har fisket en sjømand, mor!
"Så har du det!"
Mor, jeg har fisket en kjøbmand, mor!
"Nå, har du det!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
