Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Fjerde kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
FJERDE KAPITEL.
Straks efter konfirmationen gik hun en dag over til
Ødegaards søstre, men skjønnede snart, at dette måtte være en
fejltagelse af Ødegaard; ti provsten gik, som han ikke så hende,
og døtrene, begge ældre end Ødegaard, holdt sig stive. De
nøjedes med at gi en sparsom underretning fra broderen om,
hvad hun nu skulde ta sig for. Hele formiddagen skulde hun
nemlig deltage i husholdningen i et hus udenfor byen og om
eftermiddagen gå i syskole; hun skulde sove samt ha frokost
og aftensmad hjemme. Hun gjorde, som det var ordnet, og
fandt sig ret vel deri, så længe det var nyt, men siden, og
især da det blev sommer, begyndte det at kjede hende; ti på
denne tid havde hun siddet oppe ved skogen hele dagen, havde
læst i sine bøger, dem hun nu af hjærtet savnede, som hun
savnede Ødegaard, som hun savnede samtale. Følgen blev, at
hun tilsist tog den, hvor den fandtes. Ved den tid kom
nemlig en ung pige ind på syskolen, som hed Lise Let, d. v. s.
Lise, men ikke Let; ti Let hed en ung kadet, som havde været
hjemme i juleferien og forlovet sig med hende på isen, da hun
bare var en skoletøs. Lise vilde dø på, det var ikke sandt,
og gråt, straks man nævnte det; imidlertid hed hun siden Lise
Let. Den lille, vævre Lise Let gråt ofte og lo ofte; men enten
hun gråt eller lo, tænkte hun på kjærlighed. En bisværm af
tanker, nye, underlige, fyldte snart hele syskolen; straktes
hånden ud efter snællen, så var det for at bejle, og snællen sagde
ja eller gav afslag; nålen blev forlovet med tråden, og tråden
ofrede sig, sting på sting, for den grusomme; den, der stak sig,
udgjød sit hjærteblod, den, der byttede nål, var svigefuld.
Hviskede to af pigerne sammen, var det om noget mærkeligt, der
var hændt dem; snart hviskede to til, så atter to; enhver havde
sin fortrolige, og der var tusen hemmeligheder; det var ikke
til at holde ud.
En eftermiddag i skumringen, i sådan fin regn, som man
kalder smårusk, stod Petra med et stort kastetørklæde over
hovedet udenfor huset hjemme og så ind i gangen, hvor en
ung sjømand stod og blistrede på en vals. Hun holdt
tørklædet sammen med begge hænder tæt under hagen, så bare øjnene
og næsen såes, men sjømanden opdagede med lethed, at hun
blinkede til ham, og han hoppede straks ned, hvor hun stod.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
