Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - Ej faarlig friing - Et farligt frieri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ET FARLIGT FRIERI
ikkje svara seg sjølv, fyre di hon fulla visste, kven dat var.
Hon kastade seg ned på grassvorden, tok fast i graset med
baada hendr, som dat var hon, som ikkje skulde sleppa taket.
Men grasroti losnade, hon skrejk og tok alt betr og betr fast.
Hon bad gud dan aalmaattuge hjelpa honom, men so kom dat
henne i hug, at denna aatferd hans Tore var at frejsta
vaar-herra, og difyre kunne han ingi hjelp venta. "Bert denna ejne
gongen," bad hon, "bert denna ejne gongen lyt du hjelpa
honom!" og hon tok kringum hunden, som dat var han Tore,
hon vilde halda fast, rullade seg med honom burt yver
grassvorden, og dat syntest henne, som tidi vard utan ende.
.Men daa slejt rakken seg laus. "Vau, vau!" go han utyver
og dillade med, rova; "vau, vau!" sagde han mot Aslaug og
sprang upp med framlabbarne; "vau, vau!" utyver på nyo, -
og dår stakk ej raud huva upp yver fjelltromen, - og Tore
laag i fanget hennar.
Dår vard han liggjande hejla minut, uten at nokkon av
dejm vann mæla ejt ord; og dat, som dej sistpaa sagde, var dat
ikkje vit i.
Men gamle Knut Huseby, daa han spurde detta, sagde ejt
ord, som ikkje var uvitugt; han slog i bordet, saa dat skrall i
stova: "Dan guten er havande, jenta skal vera hans!"
ET FARLIGT FRIERI.
Den tid Aslaug blev voksen jente, var der ikke stor fred at få
på Huseby; ti der både reves og slogs bygdens gildeste gutter
nat efter nat. Værst var det lørdagsnatten; men da lagde heller
aldrig gamle Knut Huseby sig uden i sine skindbukser og med
en bjørkestav foran sengen. - "Har jeg fåt en jente, skal jeg
også værge hende," sagde Husebyen.
Tore Næsset var bare husmandsgut; men endda var der
dem, som sagde, at han var den, som kom oftest til
gårdmands-jenten på Huseby. Gamle Knut likte det ikke, sagde også, det
var ikke sandt, "ti han havde aldrig set ham der." Men folk
smålo sig imellem og mente, at havde han søgt vel i krogene
i stedet for at drages med alle dem, som støjede og ståkede
på gård og gulv, så havde han fundet Tore.
Våren kom, og Aslaug drog til sæters med kreaturerne.
226 ^?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
