Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - Trofasthed - En Livsgåde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ord, nemlig, at de var sikrest på jenten, når hun blev kone på
gården. Straks en havde talt, var de andre enige, og brødrene
gik for at tale med moderen. Men som de kom hjem, var
moderen blevet syg for alvor; de måtte vente, til hun var
blevet frisk, og da hun ikke mere blev frisk, holdt de atter råd.
I dette fik den yngste sat igjennen, at så længe moderen lå,
skulde de ikke gjøre forandring; ti jenten måtte ikke få flere
at passe end moderen. Derved blev det.
I seksten år lå moderen. I seksten år plejede den
tilkommende svigerdatter hende stille, tålmodig. I seksten år mødte
sønnerne hver kvæld ved hendes seng for at holde opbyggelse,
og om søndagen også de to ældste. Hun bad dem ofte i disse
stille timer at huske den, som havde plejet hende; de forstod,
hvad hun dermed mente, og lovede det. Hun velsignede i alle
disse seksten år sin sygdom, fordi den havde ladet hende smage
en mors glæde til det sidste; hun takkede dem i hver
sammenkomst, og én gang blev så den siste.
Da hun var død, mødte de seks sønner for selv at bære
hende til graven. Her var brug, at også kvinder fulgte til graven,
og denne gang fulgte det hele sogn, mænd og kvinder, alle,
som kunde gå, lige til børnene, - først klokkeren som
forsanger, så de seks sønner med kisten, og derefter hele sognet,
alle i sang, så det hørtes en fjerding borte. Og da liget var
jordet, og de seks havde skoflet til, drog hele følget ind i
kirken, for der skulde den yngste vies med det samme; de vilde
ha det så, brødrene, fordi det i grunden hørte sammen. Her
talte præsten, som var min nu afdøde far, om trofasthed og talte
således, at jeg, som tilfældig var kommen tilstede, syntes, da
jeg kom ud igjen af kirken, at det gik sammen med fjældene
og sjøen og storheden i den hele natur.
EN LIVSGÅDE.
"Hvorfor skal vi sætte os her?" - "Fordi her er højt og
lyst." "Men her er dybt ned; jeg blir ør, og solen står for
stærkt på vandet; lad os gå længer!" - "Nej, ikke længer." -
"Så tilbage til det grønne indelukke; der var så vakkert." -
"Å nej, heller ikke did" hari slap sig ned, som kunde eller
196
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
