Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Femte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ved siden af ham på alt markarbejde gik en middelaldrende
mand, Oplands-Knut kaldet, og han havde for vis undertiden
at synge; men det var altid den samme vise. Da dette var gåt
så et par måneder, syntes Arne, han måtte spørge ham, om
han ikke kunde flere. "Nej," svarede manden. Så gik der
nogle dage hen, og atter en gang, manden sang sin vise, spurte
Arne: "Hvorledes hændte det, at du lærte denne ene?" - "Å,
det kom sig således," sagde manden.
Lige fra ham gik Arne ind; men der sad moderen og gråt,
hvad han ikke havde set, siden faderen var død. Han lod som
lagde han ikke mærke dertil, og gik mod døren igjen; men
han følte moderen se tungt efter sig og måtte stanse. - "Hvad
gråter du for, mor?" - en stund var hans ord den eneste
lyd i stuen, og derfor spurte de sig selv op igjen så ofte, at
han følte, de ikke var sagt mildt nok. Han spurte engang til:
"Hvad gråter du for, mor?"
"Å, jeg ved ikke så rigtig;" men nu gråt hun mere. Han
stod længe, måtte da sige så modig, han kunde: "Der er noget,
du gråter for." Atter blev det stilt. Han følte sig meget skyldig,
skjønt hun intet havde sagt, han intet vidste. "Det kom
således på mig," sagde moderen. En stund efter føjede hun til:
"Jeg er jo i grunden så lykkelig," og så gråt hun.
Men Arne skyndte sig ud, og det drog nedover mod
Kampe-stupet. Han satte sig til at se i det, og medens han sad så,
gråt også han. "Vidste jeg endda, hvad jeg gråter for,"
sagde Arne.
Men ovenfor ham ved nybruddet sad Oplands-Knut og
sang sin vise:
"Ingerid Sletten af Sillegjord
havde hverken sølv eller guld,
men en liden hue af farvet uld,
som hun havde fåt ud af mor.
En liden hue af farvet uld,
havde hverken stas eller for,
men fattigt minde om far og mor,
der skinned langt mer end guld.
Hun gjemte huen i tyve år,
måtte ikke slide den ud!
Så bærer jeg den så glad som brud,
når jeg for alteret går.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
