Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
havde fåt en finger, fik eneren hele hånden. De krabbede og
krøb, furuen tungt efter, birken med. "Det er sælebod i det,"
sagde birken.
Men fjældet begyndte at tænke over, hvad det vel kunde
være for noget småtteri, som for og klorede op over det. Og
da det havde tænkt paa dette et par hundrede år, sendte den
en liden bæk nedover for at se efter. Det var endda i
vårflommen, og bækken smat så længe, til den traf paa lynget.
"Kjære, kjære lyng, kan du ikke slippe mig frem; jeg er så
liden," sagde bækken. Lynget havde meget travelt, lettede bare
på sig og arbejdede videre. Bækken indunder og frem. "Kjære,
kjære ener, kan du ikke slippe mig frem; jeg er så liden."
Eneren så hvast på den; men når lynget havde sluppet den
frem, kunde vel altid også den. Bækken opunder og frem, og
kom nu did, hvor furuen stod og pustede i bakken. "Kjære,
kjære furu, kan du ikke slippe mig frem; jeg er saa liden, jeg,"
sa’ bækken, kyssede furuen på foden og gjorde sig så inderlig
lækker. Furuen blev skamfuld ved det og slap den frem. Men
birken lettede på sig, før bækken spurte. "Hi, hi, hi," sa’
bækken og voksede. "Ha, ha, ha," sa’ bækken og voksede.
"Ho, ho, ho," sa’ bækken og kastede lynget og eneren og
furuen og birken fremstupes og på ryg op og ned i de store
bakker. Fjældet sad i mange hundre år og tænkte på, om
det ikke havde draget på smilen den dag.
Det var tydeligt nok: Fjældet vilde ikke bli klædt. Lynget
ærgret sig, saa det blev grønt igjen, og da tog det afsted. "Frisk
mod!" sa’ lynget.
Eneren havde rejst sig paa hug for at se på lynget; og så
længe sad den på hug, til den sad opret. Den klødde sig i
håret, satte ivej og bed så fast, at den syntes, fjældet maatte
kjende det. "Vil ikke du ha mig, så vil jeg ha dig." Furuen
krøget lidt paa tæerne for at kjende, om de var hele, lettede så
på den ene foden, som var hel, så på den andre, som også
var hel, så på dem begge to. Den undersøgte først, hvor den
havde gåt, dernæst, hvor den havde ligget, og endelig, hvor
den skulde gå. Tog den så på at rusle ivej og lod, som den
aldrig havde faldt. Birken havde sølet sig så stygt til, rejste
sig nu og pyntede sig. Og nu bar det afsted, fortere end fort,
opover og til siderne, i solskin og i regnvejr. "Hvad er det
også for noget," sa’ fjældet, naar sommersolen stod på, det
glitrede i duggen, fuglene sang, skovmusen peb, haren hoppede,
og røskatten gjemte sig og skreg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
