Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krigen
229
En Kugle var falden i Luxemburghaven i Nærheden af Carpeaux’ Fontæne
(den med Havhestene). Projektilet havde boret et dybt Hul i Jorden.
Overalt i Paris havde man omkring de bedste Sculpturer og andre
Monumenter lagt tykke Lag af Sandsækker for at beskytte dem mod
Bomberne. I Versailles blev det samme gjort med alle de glade Marmor»
grupper der, saa det saa ganske trøstesløst ud. Men den Tid var ikke
mere saa fjern, da de skulde kunne kaste disse uværdige Klædninger for
igjen i fuld Frihed at fortælle videre om svundne Tiders straalende Fester.
For Øieblikket havde vi imidlertid Bombardementet over os Dag og
Nat. Mange Parisere begyndte at føie sig enerverede ved denne bestandige
Kanontorden; der blev mange dræbt, og mange Bygninger laa i Ruiner.
Anstrengende var det naturligvis ogsaa saadan Nat efter Nat at vækkes
af sin gode Søvn og halvpaaklædt at jages ned i kolde, fugtige Kjeldere.
For Børnene var det meget usundt, dette Liv.
Hver tænker jo paa sine egne, saa egoistisk er vel omtrent Alverden.
Min Søn og hans to begyndte at se anstrengte ud. Den lille tog det
forresten som en dygtig Gut, lod sig vække uden at kny og bringe ned
i Kjelderen, hvor han holdt Humør i de andre med sin Latter.
Min Hustru og jeg, ja, vi vaagnede ved Støien, men vi blev rolig
liggende i vor gode Seng, hørte det rase over os en Stund og sov saa
snart ind igjen.
Om Dagen kunde min Kone ikke holde ud at blive siddende hjemme,
men gik, som hun var vant, sin Tur ind til Byen for at gjøre sine Ind»
kjøb. Hun har aldrig været af de rædde, det var hun heller ikke nu.
De færreste er vel i saadanne Tider bange for sit eget Skind. Jeg kunde
ikke andet end altid gaa i Angst for hende og for vore Børn, men der
var ingenting at gjøre ved dette. Saa begravede jeg disse Tanker som
saa ofte før i Arbeidet.
Jeg begyndte forresten at blive bekymret for min Gruppes Skjæbne
af en anden, alt andet end romantisk Grund, som dog nu midt under
Krigen og Dyrtiden var alvorlig nok. Min Pengekasse begyndte at blive
svært tom. Jeg havde solgt min Villa paa Frydendalsvei og puttet den
ind i Gruppen. (Ligesom Cellini gjorde med sit Søivtøi.) Men hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
