Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Atter Paris (1 890)
127
Nat og Dag. Naar jeg følte mig ganske udmattet, satte jeg mig ned og
sov et Øieblik, og saa tog jeg fat igjen.
Henimod Marts Maaneds Slutning kom min Hustru og Søn, jeg blev
jo lykkelig over at have dem hos mig, men arbeidede videre.
Jeg har vel nok dengang taget lidt for stærkt fat, for siden den Tid
fik jeg let Hovedpine, naar jeg arbeidede for meget.
Endelig maatte jeg da standse med Hugningen. Gruppen maatte lige«
strax sendes til Salonen for at opstilles til Vernnissaedagen (1890).
Nogle Dage forinden havde jeg været ude i Grand Palais for at se
til Gibsmodellen af de «To Mennesker» og «Den fangne Moder», som
jeg havde indsendt i Bronze. Denne fandt jeg hensat paa en ret tarvelig
Plads, — jeg talte med en af de Herrer, som havde med Opstillingen at
gjøre, og sagde, jeg syntes det var noksaa underligt her, den ene Sommer
gav de Grand prix til et Værk, som de den næste stillede hen i Skamme«
krogen. «Zo Mennesker» var heller ikke videre stadseligt placeret. Jeg
ventede mig ikke store Sager af denne Historie.
Marmorgruppen sendte jeg afsted og lod dem skalte og valte med den
som de vilde. Jeg var sint.
Saa kom Vernissagedagen.
Min Madame og jeg skulde jo ud og se paa Komedien.
Idet vi kom ind, saa vi mine «To Mennesker» i Marmor staa paa
den fineste Plads i hele Udstillingen, ved Siden af Falguiéres. Først han.
Han havde jo Førstefødselsret. Og saa jeg. — Naa, saa var jeg ikke sint
mere, tvertimod, jeg blev svært blid.
Det var frygteligt morsomt at se Folk flokke sig om Gruppen.
Jeg skjønte. Slaget var vundet. —
Saa drev vi da lykkelige omkring paa Udstillingen, saa paa alle de
deilige Statuer og Malerier, hilste paa Venner blandt Kunstnerne og blev
svært komplimenteret.
Da vi gik, kjøbte jeg ved Udgangen en «Journal du Salon». Det
første jeg saa, var en lang, begeistret Artikel af Armand Silvestre, hvis
skjønne Monument nu er reist paa Cour de la Reine, om «To Mennesker»
af M. Stephan Sinding.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
