Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Og den er, skjøndt beliggende i Sydfrankrig,
for fuldt Alvor Paradishaven. Den betegnes
udtrykkelig som asiatisk, thi det hedder, at i
Sammenligning med den var alle Europas Frugthaver
flove, og at «en Duft af østerlandsk Elskov,
Duften fra Sulamiths malte Læber» udaandedes
af dens vellugtende Træer. Den var et eneste
stort Kjærtegn (une grande caresse). Derfor
hedder det om Træet i Havens Midte som om
det sande Livets Træ: «Dets Saft havde en
saadan Styrke og var saa rig, at den flød ned
over Barken. Den badede Træet i en Em af
Frugtbarhed; den gjorde Træet til selve Jordens
mandlige Kraft.»
Hvad Haven er her, det er i La fortune
des Rougon en gammel, allerede for umindelige
Tider siden forladt Kirkegaard, paa hvilken de
to Børn, der elske hinanden, mødes. Den er
nu en Plads som en Anden, bedækket med
Tømmerstabler og brugt til Brædde-Oplag. For
det almindelige Øje er den ikke andet. Men
Zolas egen Melankoli og egen rasende
Frembringelsesdrift forvandler Pladsen. Han behøver
en Grundstemning af grænseløs Sørgmodighed
og af underjordisk Attraa. Skjøndt Pladsens
Navn og Brug er forandret, føler han Dødens
Pust og de Dødes Lyst herske paa dette Sted.
Og han fletter Døds- og Elskovsmotivet sammen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
