Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til og alle Ting med os. Verdens store Uhr
er for ham et Sanduhr, et Timeglas, der stadigt
vender sig paany for atter og atter at løbe ud.
Det er det nøje Modstykke til Hartmanns
Verdensundergangslære.
Ved sin Død vil Zarathustra sige: Nu
svinder og dør jeg; om et Nu er jeg Intet, thi
Sjælen er dødelig som Legemet; men den
Knude af Aarsager, i hvilken jeg er slynget ind,
vender tilbage, og den vil stadigt frembringe
mig paany.
I Slutningen af tredje Del af «Zarathustra»
findes et Kapitel overskrevet «Den anden Sang
til Dans». Dans er i Nietzsches Sprog altid
Udtrykket for den høje Letsind, der er løftet
op over Jordtyngden og over al den dumme
Alvor. Denne i sproglig Henseende højst
mærkværdige Sang er en god Prøve paa Stilen
i dette Værk, hvor den hæver sig til højest
digterisk Flugt. Zarathustra ser Livet for sig
som en Kvinde; hun slaar Kastagnetter, og han
danser med hende, udsyngende al sin Vrede
paa Livet og al sin Kjærlighed til Livet.
In dein Auge schaute ich jüngst, oh Leben: Gold sah
ich in deinem Nacht-Auge blinken — mein Herz stand still
vor dieser Wollust:
— einen goldenen Kahn sah ich blinken auf
nächtigen Gewässern, einen sinkenden, trinkenden, wieder
winkenden, goldenen Schaukel-Kahn!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
