Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fællesskab i Meninger, ved tilsyneladende Dristighed
og Fordomsfrihed; det er endelig ingen Enkelts
Skyld, men den hele offentlige Tilstands, som
Kielland skildrer den, en Tilstand saa slap og
dum, saa farisæisk og forhyklet, at de Bedste
føle sig isolerede og ladte i Stikken fra alle
Sider, føle sig besudlede ved den uundgaaelige
Berøring med de Andres smittende Svaghed og
i afgjørende Øjeblikke føle sig saa unyttige, saa
fortvivlet beskjæmmede, saa færdige med sig
selv og Alt, at det staar for dem, som vare
alle Sunde lukte og ingen anden Udvej tilovers
for dem end den sidste.
Der er skjærende Sorg i en saadan
Skildring. Det er den samme Stemning, der i
«Samfundets Støtter», i «Unge Dage», i
«Arbejdsfolk» lod de Bedste udvandre til det fjerne
Vesten, som her har ladet den eneste rene og
strenge Skikkelse i det lille Samfund, der
fremstilles, redde sig over i det dunkle Hinsides.
Hun er den Overvundne, der giver tabt. Over
hendes Grav blæser det store sammenarbejdede
Filisterium, der har slaaet hende ihjel og atter
ved denne Lejlighed har bevist sin kraftige
Organismes Evne til at udstøde alt det Sygdomsstof,
der er det en Pæl i Kjødet og en Torn i
Øjet, sin Sørge- og Sejers-Koral.
Hun var ingen stor Kvinde, den stakkels
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
