Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Italienerinden i Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
59
Så fik jeg en dag den idé at besøge
gamle jomfru Dedichen, som i sin dd havde
været husholderske hos konsulens moder. Hun
var nu over otti år, men ganske åndsfrisk og
boede i et lidet, hvidmalet hus nede ved sjøen,
kummerligt ernærende sig af renterne af et fa
milielegat. Hun var altid glad ved at modtage
besøg i sin store ensomhed, en syg fod hin
drede hende i at færdes udenfor hjemmet.
Jeg fandt hende i en liden, pyntelig stue,
hvis møbler skinnede af properhed. Vindues
karmen var fuld af blomster, gardinerne hvide
og nystrøgne, og på væggen over kommoden
havde et billede af Ole Bull fået sin hæders
plads. Hun sad ved vinduet og strikkede,
foran hende på bordet lå bibelen opslået, de
gammeldagse stangbriller lagt ovenpå som mærke.
I samtalens løb spurgte jeg hende ligesom til
fældigt om konsulens første hustru.
»Italienerinden!« Der gled et vemodigt
smil, viet erindringen, hen over hendes gamle,
rynkede ansigt. »Ja vist kendte jeg hende! .. .
Dengang levede endnu konsulens mor, og det
var mig, som styrte huset. Hun kom så tidt
ned i køkkenet til mig og talte med mig
det vil sige, det gik mest med tegn og gebær
der som mellem døvstumme, for jeg forstod
ikke et muk af hendes sprog, og af norsk for
stod hun bare et par ord som »Tak« og »God
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
