Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Konkordieformelen - 2den Del. Grundig, klar, rigtig og endelig Gjentagelse og Forklaring - I. Om Arvesynden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
406 Konkordieformelen, Grundig Forklaring, I,
skulde have stabt eller frembragt noget væsentligt Ondt og blandet det ind
i deres Natur. Men da ifolge Satans Forforelfe ved Faldet Mennesket
ved Ouds Dom og Fordsmmelse til Straf har tabt den medstabte, oprin
delige Retfærdighed, saa er ved dette Tab, denne Mangel eller Verovelfe,
dette Saar, som af Satan er forvoldt, den menneskelige Natur, som ovenfor
fugt, sllllledes forvendt og fordcervet, at den nu med famme Mangel og
Fordærvelse gaar i Arv til alle Mennesker, som paa naturlig Maade und
fanges og sodes af Fader og Moder, Thi efter Faldet bliver den menne
skelige Natur ikke frafsrstaf stabt ren og god og derefter forst ved Arvesynden
fordcervet, men i vor Undfangelses fsrste Djeblik er den Sced, hvoraf Men
nesket bliver dannet, fyndig og fordcervet, Saaledes er da Arvefynden heller
ikke noget for sig selv, i eller udenfor det fordcervede Menneskes Natur selv
ftcendig Bestaaende, ligesom den heller ikke er det fordcervede Menneskes eget
Vcesen, Legeme eller Sjcel, eller Mennesket selv. Heller ikke kan og stal Arve
synden og den derved fordcervede menneskelige Natur saaledes adskilles,
som om Naturen var ren, god, hellig og ufordcervet for Gud, og kmi den
i famme boende Arvesynd ond.
24. Ligesaa forkastes ogfaa den Lcere, fom Augustin tilstriver Mcmi
chceerne, at det ikke er det fordcervede Menneske selv, som synder paa Grund
as den medfsdte Arvefynd, men noget Andet og Fremmed i Mennestet, og
at Gud derfor ikke anklager og fordommer Naturen fom fordcervet ved
Synden, men ene og alene Arvefynden i den. Thi fom ovenfor cmfort
i „tli6BiB", d. e. i Fremstillingen af den rene Lcere om Arvefynden —er
Menneskets hele Natur, som paa naturlig Maade bliver ssdt af Fader og
Moder, til Legeme og Sjcel, i alle fine Krcefter, helt igjennem, indtil det
Alleryderste ved Arvesynden fordcervet og forvendt, hvad dens i Paradifet
medstabte Godhed, Sandhed, Hellighed og Refcerdighed angaar og vedkommer.
Dog er den ikke gcmste og aldeles tilintetgjort eller forvandlet til en anden
Snbstants, som efter sit Vcefen ikke stulde vcere vor Natur lig og faaledes
ikke af eet og famme Vcefen med os.
25. Paa Grund af faadcm Fordcervelse bliver ogsaa Menneskets hele
fordcervede Natnr ved Loven anklaget og fordsmt, hvor ikke Synden bliver
forladt for Christi Skyld. Men Loven anklager og fordommer ikke vor
Natur, fordi vi ere Meunester, skabte af Gud, men fordi vi ere syndige og
onde, heller ikke fordi og forfaavidtfom vor Natur og vort Vcefen ogfaa
efter Faldet er en Guds Gjerning, Skabning og Kreatur i os, men fordi
og forfaavidtfom den er forgiftet og fordcervet ved Synden.
26. Men hvorvel Arvefynden har forgiftet og fordcervet den hele men
neskelige Natur som en acmdelig Gift og Spedalskhed (som Luther siger),
sllllat man i vor fordcervede Natur ikke kan synlig paapege og fremvise
Naturen for sig alene og Arvefynden for sig alene, saa er dog alligevel den
fordcervede Natnr eller det fordcervede Mennestes Vcesen, Legeme og Sjcel,
eller det af Gud skabte Menneske selv, i hvilket Arvesynden bor, ved hvilken
Naturen, Vcesenet eller det ganske Menneske er fordcervet, og Arvefynden
felv, fom bor i Menneskets Natur eller Vcefen og fordcerver famme, ikke
een og samme Ting, ligefom heller ikke i den udvortes Spedalskhed Legemet,
som er spedalsk, og Spedalskheden paa eller i Legemet er, naar man vil
tale nsjagtig, een og samme Ting. Man maa fastholde en Forstjel mellem
vor Natur, saaledes som den stabes og opholdes af Gud, i hvilken Synden
bor, og Arvesynden, som bor i Naturen; begge maa og kunne efter den
hellige Skrift betragtes, lceres og troes ogfaa hver for sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
