Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning - 5. Konkordieformelen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38 Indledning,
fraforstaf havde skilt ud fra sig, og som derfor „aldrig havde bekjcndt sig til
den augsburgste Konfession".
Ved Konkordieformelen fandtes, da den fsrste Gang udkom, tilfsjet et
Till 02 g („Appendix"), som indeholdt en Samling af Vidnesbyrd af den
hellige Skrift og fra Kirkefcedrene om de to Naturers Forening i Christus; det
var forfattet af Andrea og Chemniz og havde til Hensigt at levere Be
viset for, at Konkordieformelens Lcere om Christi Person (Art. 8) ikke var
nogen ny Lcere, men grundet i den hellige Skrift og stemmende med de gamle
rettroende Fcedres Vidnesbyrd. Dette Tillceg blev imidlertid ikke regnet med
til Bekjendelsen, hvorfor det ogfaa stod efter Underskrifterne og i fenere Ud
gaver af Konkordieformelen ialmindelighed er blevet udeladt. Det er heller
ikke gjengivet i ncervcerende Oversættelse.
Konkordieformelen er oprindelig streven paa Tyst. Den blev oversat
paa Latin af Lukas Osiander, hvis Overscettelse optoges i Udgaven af
1580. Senere leverede Selnecker en ny Overscettelse, men da heller ikte
denne i alle Dele fandtes tilfredsstillende, blev den pacmy gjennemfeet og
rettet under en Sammenkomst iQuedlinbnrg under Chemniz’s Ledelse. I
denne gjennemfeede og rettede Form optoges den i Udgaven af 1584 og
anfees fra den Tid fom den kirkelig vedtagne latinske Text.
Hvad Konkordieformelens Forhold til de celdre lutherske Be
kendelsesskrifter, scerlig den augsburgske Konfession, angaar,
saa udtaler den sig selv paa det Tydeligste herom. Meningen var ikte
mindste Maade at afvige fra den augsburgste Konfession", til hvilken de Un
derskrivende tvertimod „endnu engang af Hjertens Grund bekjende sig, idet
de holde fast ved sammes enfoldige, klare og rene Opfattelse, som Ordene
fsre den med sig"). Konkordieformelen vil ikke vcere „nogen anden og ny
Konfession", men kun en „Gjentagelfe og Forklaring" af de i Konfes
sionen omtvistede Artikler. Idet enkelte Artikler af Konfessionen saaledes
overfor de Afvigelser, som havde indsneget sig, g jen tag es og ncer
mere forklares efter Guds Ord, bliver efter Sagens Natur deres Indhold
ogfaa ncermere udviklet eller fremstillet i mere udviklet og bestemtere Form.
Konkordieformelen er derfor, som det sidste, saaledes ogsaa det udfsrligste og
mest udarbejdede af de lutherste Bekjendelfesstrifter. Ogsaa fra en anden
Sidelommer Konkordieformelen til at indtage en fceregen Plads blandt disfe.
Reformationens historiske Gang forte det med sig, at de celdre Bekjendelser
fornemmelig havde Modsætningen mod den romerske Kirke for O°je, medens
derimod de Stridigheder, fom gik forud for Konkordieformelen, for en vcefentlig
Del fremgik af Filipftisternes Helden til Kalvinismen eller af dennes Forsog
Paa „at trcenge ind i den lutherste Kirkes eget Hus". Den naturlige Fslge
heraf er da den, at medens i Konkordieformelen Henfynet til de romerske
Vildfarelser ikke trceder frem paa samme Maade, som i de tidligere Bekjen
delser, udtaler den derimod skarpere og bestemtere, end nogen as disse,
Modscetningen mod den reformerte Kirke.
Konkordieformelen blev ikke vedtagen inden hele den lutherske Kirke fom
retsgyldigt Symbol, men dog i den ftsrste Del af Kirken; den var, da den
udkom, understreven af 3 Kurfyrster, 20 Hertuger og Fyrster, 24 Grever, 4
Friherrer og 35 Rigsstceder, altsaa af 86 Rigsstcender og af mere end 8000
af Kirkens Lcerere. Naar man paa andre Steder vcegrede sig for at vedtage
den, var Grunden kun for en Tel den, at man ikke var enig i dens Lcere
’) Konkordieform, Gr. Forkl. Fortalen, 2.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
