Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning - 5. Konkordieformelen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Konkordieformelen, 35
dels bleve fængslede, dels forviste. De kryptokalvinistiske Stridig
heder, som de kaldes, handle altsaa fsrft og fremst om CH ris ti hellige
Nad verd sKonkordieform. Art. 7); men da det var en stadig Indvending
fra Modstanderne af den lutherske Nadverdlcere, at „hvis Christi Legeme paa
een Gang stulde voere tilstede i Himmelen og paa Jorden i den hellige Nadverd,
M kunde det ikke vcrre noget rigtigt, sandt mennesteligt Legeme", blev Stri
den fsrt videre ind paa Lceren om Christi Person, „om de to Naturer
i Cynstus og deres Egenskaber" (smlgn. Konkordieform. Art. 8).
De her ncrvnte Stridigheder plejer man i Almindelighed under Et at
kalde de filippiftifke. Men disfe vare ikke de eneste, fom sortes i det
angivne Tidsrum. Allerede i Luthers Levetid havde Johan Ag ri c ola,
Prest i E:sleben, i misforstaaet Iver for den evangeliske Lcere, at Mennesket
retfnrdiggjsres ved Troen alene uden Lovens Gjerninger, fremsat den Paa
stllnd, at Loven ikke har nogen Betydning for den Troende, og at derfor
Loven heller ikke stal prcedikes, men Evangeliet alene. Luther imodegik
selv Agricola, som ogsaa tilbagekaldte. Men senere, under den majorististe
Strid, kom lignende Vildfarelser igjen frem, og denne „Antin omisme"
(d. e. Besindelse af Loven) gjorde, at Forholdet mellem Lov og Evange
lium og „Lovens tredje Brug" blev behandlet (fmlgn. Konkordieform
Art 5 og 6). Angaaende Artikelen om Retfcerdig gjorelsen havde
allerede Interimet ved sin Fremstilling vakt flere Spsrgsmaal; men forn em lig
var det dog Andreas Ofiander, Profesfor i Ksnigsberg, som rejste Siri
den om dette Punkt, idet han sammenblandede Retfcrrdiggjsrelsen med Guds
i den Troende; han satte nemlig Retfcerdiggjsrelsen deri, at Christus
tager Bolig i den Troendes Hjerte med „sin væsentlige Retfærdighed", det
vil sige, fm Guddom, hvorfor ogfaa hans Vildfarelse kortelig bliver udtrykt
derved, at han lcrrte, at „Christus alene efter fin Guddom er vor Retfær
dighed, naar han ved Troen bor i os" (fmlgn. Konkordieform Art 3)’
Ogsaa med Hensyn til Artikelen om Christi Nedfart blev der reist
enkelte Spsrgsmaal, udenat disfe dog gave Anledning til nogen saadan Strid
som de andre, vi have ncevnt.
Dette er da de Stridigheder, som vare den historiste Anledning til Kon
ordieformelens Affattelse; det er til dem, den selv sigter, naar den (i For
talen til Gr. Forkl.) taler om de „tunge og fordærvelige Splittelfer i de
rene evangeliske Kirker", som vare opstaaede deraf, „at nogle Theologer ere
afvegne fra enkelte vigtige og betydningsfulde Artikler i deu auasburaske Kon
fession og enten ikke have fundet deres rette Mening eller ikke ere blevne
ftaaende ved samme tildels vel ogsaa have understaaet sig at lcegge en
fremmed Mening uid i dem, og dog, trods alt dette, ville tilhore den auqs
bnrgste Konfession, ststte sig til den og rose sig af den". Kampen var
langvarig; den fortes fra begge Sider med Lidenskabelighed, og fra beaae
Sider forvildede man sig tildels i ensidige og falske Paastande. Hvad der
. allerede i Apostlernes Dage" havde vist sig, da Vildfarelser trcengte ind i
Stridigheder ikke lobe af
uden stor Forargelse baade fra de Vantroes og de Svagttroendes Side" det
gzentog sig ogfaa nu. Man «matte snste at se disse Stridigheder, af hvilke
den ene aflsste den anden, bilagte. Det manglede heller ikke paa For sg i
den Retnmg. Fyrsterne ssgte at tage Sagen i sin Haand og indled. Forligs
underhandlinger; men de naaede ikke det Maal, de tilsigtede. Imidlertid
blev greben an fra en anden Kant, af en Del of Tidens mest an
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
