Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
coquelin.
more sig derover, og Coquelin har et bedaarende Smil, der
afvæbner. Han er over al Kritik fortrinlig i
Drukkenskabs-scenen, naar han udtordner det henrivende Vers:
Quand on est mort on ne mord pius
Que la pousstére;
Quand on est mort on ne mord pius,
On est mordu.
Og han er ikke ringere, hvor han mod Slutningen i raat
Raseri truer Søsteren til at sælge sin Afrejse og dernæst
pludselig taber Modet og skælver for den farlige Modstander,
der hæver Kaarden imod ham. Hans falske Bravur, hans
ægte Lumpenhed er lige uimodstaaelig. Det er
Komediespil af allerførste Rang, naar Coquelin her giver os et
Billede af en halvt naiv Slyngels Tøjlesløshed.
Coquelin havde arvet denne Rolle efter sin Lærer
Regnier; han førtes imidlertid igennem Arv til et helt andet
Fag, som mere svarede til hans Ønsker. Han vilde bort
fra det Komiske; hvad Under da, at han var glad ved at
spille halvt eller helt alvorlige Ægtemands-Roller i det
moderne Repertoire. Colombet i Ude og hjemme, der er
saa skolet og disciplineret hjemme og saa vild og
hensynsløs, naar han slipper bort fra de devote Fruentimmer,
taaler endnu at chargeres, men Ægtemanden i Gabrielle er
en Alvorsmand og Martyr, der endog til Slutning udnævnes
til Digter af den angrende Hustru. Det er ikke nok i denne
Rolle at kunne fremstille den rolige Advokat med det varme
Hjærte, som Coquelin alt havde havt under Hænde i le fils
naturel; Julien elsker sin Hustru lidenskabeligt, han græder
og vaander sig i Smerte, da hun vil svige ham, og han
hæver sig til næsten tragisk Myndighed, da han giver hende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
