Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vore bedsteforældre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
712
har ikke været forgjæves; thi jeg har trykket
hænder med mine gamle og lært at kjende en del
nye venner, hvis erindring og savn vil længe saare
mit tossede hjerte, samt set en del skjønne situa
tioner, som man har møie for at glemme mellem
syv skåldede bjerge 51). Han rakte begge sine
hænder til brødrene Wibe, som trykkede dem
hjerteligt.
Da reiste T. C. Bruun52) sig og begjærede
ordet: »Uagtet jeg ikke, som vor ærede hæders
gjest, kan gjøre mig haab om hinsides at sidde
paa en guldsky i bare skjorte og blæse paa trompet,
og uagtet jeg hvert øieblik kan vente ham anbragt
som et plaster paa min syndige mund — (»Han
er uforbederlig«, faldt Nordal Brun ind og rystede
leende paa hovedet), »saa vil jeg dog«, fortsatte
T. C. Bruun, »foreslaa, at vi drukner ven Bruns
bekymringer og synger ham en trøstesang, og da
vil jeg minde om disse uskyldige vers, som jeg
har paa min skyldige samvittighed :
Evan neddysser Bekymringers Sukke,
man ei for ham, som for Brandt, sig maa bukke,
skjønt du ei altid blandt Roserne hviler,
han dog eens venlig dig stedse tilsmiler,
vær da i Aften lyksalig og nyd
Livets saa hastig henilende Fryd.
Nægter dig Skjæbnen i tugtige Arme
endnu din elskende Pige at varme,
Evan forkorter de langsomme Dage,
la’r dig i Indbildning Sødheden smage,
saa vær i Aften lyksalig og nyd
Livets saa hastig henilende Fryd.
Den fryd, som jeg omtalte i dette tugtige vers,
mine venner, har skjæbnen ikke nægtet ven Brun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
