Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
119
kom det litt efter litt frem: „gutten har havt det
ondt som barn, og da fikk han rejsehugen. Så
traff han Kristian, han som nu er bleven storrik
derover, hvor de graver gull; Kristian gav Arne
såmange bøker, at han ikke lenger blev bonde, de
sat sammen i lange nætter, og da Kristian rejste,
vilde gutten efter. Men på den tid fait faderen
overende, og gutten lovede aldrig at forlate mig.
Men jeg var som en høne, der havde fått et
an-deegg oppunder sig; da ungen havde fått luft, vilde
den ut på det store vann, og jeg gikk igen og
skrek. Nådde han ikke selv, så nådde hans
viser, så jeg trodde hverr morgen, at hans sæng
stod tom.
Da var det, at der kom et overhendigt
langvejs brev til ham, og det måtte jo vere fra
Kristian. Gud han tilgive mig at jeg tok og gemte
det! Jeg trodde det havde blevet dermed, men
ennu et kom der, og havde jeg gemt det første,
så måtte jeg gemme det annet. Men var det ikke
som de skulde brenne hul på kisten der cle lå; for
tenke til den kanten måtte jeg fra det jeg slog
øjnene opp, til jeg lagde dem i. Og du skulde
aldrig have sett noget så galt, for der kom et tredje
til! jeg stod med det i hånden et kvarter, jeg bar
det på brystet i tre dager og vejede med mig selv,
om jeg skulde give ham det eller legge det hen til
de andre; men kannske clet havde magt til at lokke
gutten ifra mig, og jeg kunne ikke for det, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
